Bestsellerduo overtager Jussi Adler-Olsens litterære arv
Efter tiende bind om Afdeling Q fra Jussi Adler-Olsens hånd sender han det populære univers i en ny retning i samarbejde med bestsellerduoen Line Holm og Stine Bolther. Det 11. bind udkommer den 27. marts 2025, men du kan allerede reservere det nu.
Af Jørgen Gram

11. bind af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q, 'Døde sjæle synger ikke' er en intens og gribende krimithriller om knuste drømme, uskyld, grusomhed og svigt – og om, hvor længe man kan holde et menneske ansvarlig for sine valg.
Douen Stine Bolther og Line Holm
Stine Bolther (f. 1976) er journalist, forfatter, podcast- og tv-vært og har i over 25 år arbejdet som rets- og kriminalreporter. Hun har skrevet 15 bøger indenfor true crime og fiktion, er vært på den populære podcast Danske Drabssager og medstifter af foredragsbureauet True Crime Agency.
Line Holm (f. 1975) er journalist og bachelor i idéhistorie og var i knap 20 år ansat som featureskribent og undersøgende journalist på Berlingske. Hun er forfatter til fem bøger og har været nomineret til såvel Cavlingprisen som Weekendavisens Litteraturpris. I dag arbejder hun på fuld tid som forfatter og kursusleder.
Sammen har de skrevet de tre anmelderroste krimier i serien om Maria Just: 'For barnets bedste' (2020), 'Lovløs' (2022) og 'Natjæger' (2023). Serien er solgt til flere lande og i mere end 150.000 eksemplarer herhjemme.
Jussi Adler-Olsen, Stine Bolther og Line Holm udtaler:
Jussi Adler-Olsen: "Jeg håndplukkede disse to meget dygtige forfattere: Line Holm og Stine Bolther. De har givet Afdeling Q-serien et nyt perspektiv. Jeg havde masser af forhåbninger og forventninger, men jeg må indrømme, at de har overgået mine drømme. De er gode til at researche, lave plots og komme med nye drejninger i historien, uden at glemme at tilføje masser af underspillet humor.”
Stine Bolther: ”Det er med stor ydmyghed og stolthed, at vi har takket ja til at skrive de næste bind i Jussi Adler-Olsens verdenskendte serie, Afdeling Q. Vi har i mange år været beundrere af Jussis originale univers og elskelige hovedpersoner, og det var derfor en både ærefrygtindgydende og sjov opgave, der lå foran os, da vi påbegyndte arbejdet med at videreføre og forny Afdeling Q til både nuværende og nye generationer af læsere.”
Line Holm: ”Det er sket i et tæt samarbejde med Jussi Adler-Olsen. Jussi har i de forløbne måneder vist en imponerende tillid til vores ideer, og han har generøst delt ud af sin erfaring og sit kendskab til læserne og til det univers, der blev født i hans fantasi for snart tyve år siden.”