Musik & film

The Sundance Kid og Sidste Stik

Robert Redford er død 89 år

Af Thomas Vilhelm

Hollywoodstjernen Robert Redford med det fordelagtige ydre, enorme talent og sine meningers mod er ikke iblandt os længere. Det fulde navn lød Charles Robert Redford, Jr., født den 18. august 1936 Santa Monica, Californien og død den 16. september 2025 i Provo, Utah. Den alsidige Redford gjorde sig som skuespiller, filmproducent, instruktør, forretningsmand og filantrop samt fortsatte sig virke, indtil han rundede midten af 80’erne. 

Redford har studeret på Pratt Institute, American Academy of Dramatic Arts og University of Colorado Boulder. Karrieren startede indenfor tv med roller i serierne Alfred Hitchcock Presents  og The Twilight Zone, før han fik Broadway debut i Neil Simons Barefoot in the Park (1963). Den første filmrolle kom i 1962 med War Hunt fulgt op af titler som Inside Daisy Clover, Situation Hopeless... But Not Serious og This Property Is Condemned, før han gjorde en god figur overfor selveste Marlon Brando i Arthur Penns The Chase (1966). 

Westernklassikeren Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) skaffede Redford et internationalt gennembrud, og sammenspillet med Paul Newman løfter denne såkaldte ‘buddy film’ over i ligaen af de mere slidstærke titler. Jeremiah Johnson (Sidney Pollack, 1972), den politiske dramakomedie The Candidate (1972) og kæmpesuccesen Sidste stik (George Roy Hill, 1973), hvor Redford igen krydsede klinge med Newman,  gav ambitionsniveauet og den kommercielle gennemslagskraft ekstra næring. 

Det sås tydeligt sammen med Barbara Streisand i det romantiske kærlighedsdrama The Way We Were tilsat ideologiske undertoner, Sidney Pollacks neglebidende spionthriller Three Days of the Condor (1975) og i Watergateskandale afdækningen i All the President's Men (Alan J. Pakula, 1976), hvor Redford og Dustin Hoffman portrætterer Washington Post journalisterne Carl Bernstein og Bob Woodward, hvilket de gør fremragende. 

Robert Redford indledte metieren som instruktør med stil og fintfølelse i den yderst seværdige Ordinary People (1980), der resulterede i fire Oscars heraf to i de prestigefyldte kategorier Bedste film og Bedste instruktør. En tak bedre gik det endda ved Golden Globe Awards festen, hvor filmen hjemtog priser for Best Motion Picture – Drama, Bedste instruktør, Bedste skuespiller, Bedste birolle og Årets nye stjernefund. 

Han fortsatte ad instruktør- og producersporet med dramaet The Milagro Beanfield War (1984), periodefilmen A River Runs Through It (1992), den fint turnerede Quiz Show (1994), den mildest talt kedelige neo-western The Horse Whisperer (1998) og sports fortællingen The Legend of Bagger Vance (2000). 

Samtidig kunne millioner af fans se Redford i en noget blandet buket med Karen Blixen biopic tåreperseren Out of Africa (Sidney Pollack, 1985) som den mest populære efterfulgt af Sneakers (1992), Indecent Proposal (1993) og Up Close & Personal (1996). 

Virket som instruktør, skuespiller og producent fortsatte frem til 2020 med en pæn stribe film endda iført flere af de nævnte kasketter samtidig; Lions for Lambs (2007), The Conspirator (2010), The Company You Keep (2012) og i antologifilmen Omniboat: A Fast Boat Fantasia (2020). I 2002 modtog Redford en Æres-Oscar motiveret med ordene: ‘Actor, director, producer, creator of Sundance, inspiration to independent and innovative filmmakers everywhere.’

I slutningen af 70’erne var Robert Redford medgrundlægger af Sundance Film Festival, der stadig ledet af non-profit organisationen Sundance Institute kører en årlig og velbesøgt event for cineaster og fagfolk inden- og udenfor USAs grænser. Den uafhængige festival uddeler de eftertragtede Grand Jury Prize Dramatic, Grand Jury Prize Documentary, Audience Award Dramatic og Audience Award Documentary. 

Stjerneskuespilleren er i amerikansk forstand ‘a liberal’, hvis politiske hjerte siden kometkarrierens begyndelse lå markant til venstre for midten, hvilket en del kommentatorer utvivlsomt vil gøre opmærksom på under det nuværende præsidentstyre, når hans meritter bliver vendt og drejet. Redford støttede åbent og aktivt LGBT bevægelsen, indfødte indianers rettigheder, diverse miljøorganisationer, flere moderate republikanere i delstaten Utah og præsident Obama i bestræbelserne på at blive genvalgt i 2012. 

I 2019 og 2020 rettede Robert Redford sit skarpe kritiske skyts mod Trump under hans første periode som præsident og i særdeleshed for håndteringen af Covid-19 krisen. Redford døde i sit hjem i Utah, og Jane Fonda skrev i et statenent: ‘He meant a lot to me and was a beautiful person in every way. He stood for an America we have to keep fighting for.’ Meryl Streep: ‘One of the lions has passed. Rest in peace, my lovely friend.’ 

Æret være Charles Robert Redford Jr’s minde, en kvindebedårer med kant, karisma og kløgt har tjekket ud fra sidste station på stjernehimlen.