Håndarbejde med humor
Manger sysler med håndarbejde og nyder det. Og nogle af de produkter, der bliver kreeret, giver også smil på læben. Her vil jeg anbefale nogle håndarbejdsbøger, der indeholder nogle sjove idéer og opskrifter.
Af Else Zakarias
Badass broderier og farverige fugle
Oplagt er Trine Junge Jessens bog ”Broderistens badass broderier”. Her får du diagrammer til broderier, der er nostalgiske, politisk ukorrekte, bevidst dårlig smag, kitch. Alt sammen med et kæmpe glimt i øjet.
Nordmændene kan også. Arne & Carlos (det verdensberømte, strikkende, norske par) har udgivet en bog med strikkede fugle. På forsiden har de med dejlig selvironi valgt at iklæde fuglene briller og hårpragt, så vi ikke er i tvivl om, at de to fugle bliver til selvportrætter. Jamen altså, hvor har de leget sig frem med denne bog, hygget og moret sig - f.eks. har de givet vinterfuglene huer og halstørklæder på. Titlen på bogen er ”Fugle – farverige og fantasifulde”.
Putefest og feministisk krea
Nina Granlund Sæther er også en norsk strikdesigner. Hun har lavet masser af opskrifter på vanter, strømper og sweatre. I denne er selve titlen morsom: ”Putefest”. Bogen er ikke oversat, men det norske sprog i bogen er tæt på det danske, så absolut nemt at forstå. Udover det sjove titel pudefest, er nogle af motiverne god norsk humor: det kopulerende elgepar, den nøgne buttede kvinde med overskriften ”no more diet” og den nøgne kvinde, der står på arme med de tyngende bryster hængende nedad og citatet ”My boobs are ok”.
De sidste to motiver kunne også have været en del af ”Feministisk kreabog”. Her gør de to danske forfattere, Sabine Lemire og Louise Gram, op med perfekthedskulturen og giver plads til statements og politik i deres håndarbejde. De er inspireret af 70ernes hønsestrik, hvor Kirsten Hofstätter også lavede et opråb omkring, at det var vigtigere at bruge sin kreativitet, sin lyst, sine holdninger, end det var at lave fejlfrit håndarbejde.
I bogen kan man for eksempel se kvindetegnet brugt på mange forskellige slags håndarbejde. De stykker håndarbejde, jeg synes, er mest humoristiske, er en strikket bikini med påsyede brystvorter og kønshår, en strikket sweater med motiver af blodfyldte tamponer og et multistribet, strikket jumpsuit.
Måske skal dit juletræ pyntes med feministisk, hjemmelavet julepynt? Måske skal du brodere udsagn på dit tøj? Eller er det (igen) tid til at iføre sig en pussyhat, når man går ud i byen? Ideen til pussyhat opstod hos Kat Coyle, da Donald Trump blev præsident første gang. Huen var en protest mod Trumps udtalelse ”grab them by their pussy” og blev strikket/hæklet/syet og båret af tusindvis af især amerikanske kvinder som et tydeligt visuelt tegn, der tilkendegav, at de var/er imod mandschauvinisme som den, Trump lagde for dagen. Huen er lyserød/pink og formes, så der ligesom dannes ”ører” i hjørnerne.
Slip kreativiteten og fantasien løs med disse humoristiske håndarbejdsbøger.