Skønlitteratur

Søren Ulrik Thomsen får Det Svenske Akademis Nordiske Pris

Med en af de mest prestigefyldte litterære anerkendelser i Norden, Det Svenske Akademis Nordiske Pris, slutter Søren Ulrik Thomsen sig til en række af andre danske forfattere, der tidligere har modtaget den ærefulde pris, heriblandt Inger Christensen.

Af Jørgen Gram

Søren Ulrik Thomasen. Foto: Litteratursiden
Foto: Litteratursiden

Søren Ulrik Thomsen tilhører generationen af postmodernistiske lyrikere, der i 80'erne trådte ind på den litterære scene. I selskab med med Michael Strunge, Bo Green Thomsen, F.P. Jac, Torsten S. Høegh og Pia Tafdrup blev der lagt afstand til 1970'ernes knækprosa, bekendelseslitteratur og politisk farvede kunstsyn, og der blev nu sat ord på tidens puls, og ikke mindst byens puls, i et stramt, minimalistisk sprog.

Umiddelbart er der så også en form for sammenhæng med den ovennævnte tidligere modtager af Det Svenske Akademis Nordiske Pris, Inger Christensen. 
For akkurat som hun havde en særdeles vigtig sparringspartner i sin mand, lyrikeren og litteraturanmelderen Poul Borum, så var det i Borums lejlighed, at de unge digtere blev sat stævne, og via hans kritik og vejledning blev mere flyvefærdige. Som Søren Ulrik Thomsen siger i et interview på Litteratursiden (2003): "Det var fantastisk spændende, og en god måde at lære de andre at kende på. Ellers havde man jo siddet i hvert sit hjørne af Danmark og troet, at man var den eneste, der hørte Bowie og Reed og læste Georg Trakl og Ole Sarvig."

Søren Ulrik Thomsen vakte i 1981 opmærksomhed med sin debut, digtsamlingen 'City Slang', som fik et endnu bredere publikum, da Lars H.U.G. i 1984 satte musik til digtene på albummet af samme navn. Senere fulgte blandt andet 'Nye digte' (1987), 'Hjemfalden' (1991), 'Det skabtes vaklen' (1996) og 'Rystet spejl' (2011). I 1985 grundlagde Søren Ulrik Thomsen det litterære magasin Den Blå Port sammen med kritiker Erik Skyum-Nielsen. I 1995 blev han valgt ind i Det Danske Akademi og samme år tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse 

I 90'erne havde Thomsen vendt sig mod det mere religiøse og erkendelsesmæssige, og i 2000-tallet opnåede han en ny status, nærmest som folkelig poet, hvilket bl.a. digtsamlingen 'Det værste og det bedste' (2002), (hans egen udgave af Charles Bukowskis "The worst and the best") illustreret af Ib Spang Olsen, var med til at slå fast.

Det seneste værk, samlingen af erindringsessays 'Store Kongensgade 23' , blev i 2021 således også en meget stor folkelig og anmelderrost succes for Søren Ulrik Thomsen. Titlen peger tilbage på forfatterens første adresse i København og en turbulent overgangstid i hans sekstenårige liv,  præget af både befrielse og sin mors dybe depression. Akkurat som det er i skyggespillet mellem lykke og ulykke, at hele Thomsens forfatterskab har bevæget sig.

Lokalt har vi i Vejle kunnet oplevet forfatteren et par gange, bl.a. i 2014 til et arrangement på Vejle Bibliotek, hvor han fortalte om udviklingen i sit forfatterskab og gav smagsprøver fra sine samlede værker. Den helt store oplevelse fik de mange, der i 2023 var så heldige at opleve Søren Ulrik Thomsen og orkestret Det Glemte Kvarter på ordfestivalen Stedords udendørs scene, under en smuk aftenhimmel "med måger og andre havfugle svævende henover himlen nærmest i symbiose med musikken og ordene", som Vejle Amts Folkeblad beskrev det.

Se Jørgen Leths portrætfilm 'Jeg er levende' (2007) på Filmstriben.

Læs mere om Søren Ulrik Thomsen på Litteratursiden.

Søren Ulrik Thomsen har tidligere modtaget Otto Gelsted-prisen (1985), Emil Aarestrup Medaljen (1991), Weekendavisens Litteraturpris (1991) og Søren Gyldendal Prisen (2015´).

Det Svenske Akademis Nordiske Pris blev indstiftet i 1986 i forbindelse med Det Svenske Akademis 200 års jubilæum. Prisen, som er på 400.000 SEK, kommer fra Stiftelsen Karin og Karl Ragnar Gierows donationsfond. De sidste års prisvindere har været Eldrid Lunden (2021), Naja Marie Aidt (2022), Sjón (2023) og Ingela Strandberg (2024).
Søren Ulrik Thomsen modtager prisen ved en ceremoni den 2. april 2025.