Fjernlån - lån fra andre biblioteker

Vejle Bibliotekerne kan skaffe bøger, artikler, musik eller andre materialer hjem til dig fra landets øvrige biblioteker, hvis det er muligt. Det kaldes fjernlån. Her kan du få mere information om, hvordan det foregår.

Bestil selv på Bibliotek.dk

Icon Description

Du kan bestille fjernlån gennem Bibliotek.dk, hvor du kan søge materialer på tværs af alle offentlige danske biblioteker. Har du brug for hjælp, så opsøg dit lokale bibliotek eller klik på "Book en bibliotekar".

Bestil hos bibliotekets personale

Icon Description

Du kan også bestille materialer ved at skrive til bibliotekets på mail på info@vejlebib.dk, ringe på telefon 76 81 32 00 eller få hjælp til det af personalet i bibliotekets åbningstid.

Leveringstid

Icon Description

Det tager typisk en uge at fremskaffe et fjernlån til dig. Hvis det er allerede udlånt, kan der gå længere tid.

Levering og brug

Icon Description

I de fleste tilfælde kan du afhente og aflevere bestilte fjernlån på samme måde som du gør med bibliotekets egne materialer. Du får besked når materialet er klar til afhentning. Husk at hente inden fristen udløber, ellers går materialet videre til andre lånere.

I helt særlige tilfælde kan du kun bruge materialet på biblioteket, tilgå materialet online, eller få tilsendt en digital/trykt kopi. Digitale kopier er personlige og må ikke deles.

Lånetid

Icon Description

Lånetiden afhænger af reglerne hos det bibliotek, der har materialet. 

Afleveringsfristen kan du se på din udlånskvittering, ved login på hjemmesiden eller i biblioteks app. 

Fornyelse sker med forbehold

Icon Description

Fornyelse af materialer fra andre biblioteker kan ikke gøres automatisk, men skal afklares med det givne bibliotek. Det betyder, at du i enkelte tilfælde kan opleve at modtage en hjemkaldelse efter et par dage, selv om materialet ifølge din lånerstatus er fornyet.

Aflevering af fjernlån

Icon Description

Du skal aflevere dine fjernlån i en af Vejle Bibliotekernes filialer.

Hvis du afleverer et fjernlån direkte til det långivende bibliotek, bliver materialet først registreret, som afleveret på den dato, hvor Vejle Bibliotekerne modtager en afleveringsbekræftelse fra det långivende bibliotek. 

Erstatning ved bortkommet materiale

Icon Description

Lån fra andre biblioteker følger de samme erstatningsregler, som lån af bibliotekets egne materialer, men vær opmærksom på følgende:

Hvis du modtager en regning på et fjernlån, er den oplyste pris en foreløbig standarderstatningspris. Kan du ikke finde materialet, skal du rette henvendelse til os. Vi beregner derefter den korrekte, gældende erstatningspris, inklusive biblioteksklargøring og administrationsgebyr til det bibliotek, der ejer materialet.

Erstatningsbeløbet refunderes i op til 90 dage fra modtagelsen af regning, hvis du finder bogen og afleverer den.

Særligt om fjernlån og fraværsperiode

Icon Description

Det kan ikke lade sig gøre at sætte fjernlån på pause i ferien.

Nye materialer endnu ikke indkøbt af Vejle Bibliotekerne

Icon Description

Ved bestilling af et nyt materiale, som endnu ikke er indkøbt af Vejle Bibliotekerne, registreres din bestilling internt hos vores materialevælgere. 

Hvis det ikke kan lade sig gøre at købe eller fjernlåne materialet, hører du fra os.

Fjernlån til brug på biblioteket

Icon Description

Enkelte af de materialer, som andre biblioteker udlåner til Vejle Bibliotekerne, må kun bruges i et personalebetjent rum på Vejle Bibliotekerne. Kontakte personalet for aftale om dette. 

Materialer kun til brug på andet bibliotek

Icon Description

Nogle materialer på andre biblioteker kan kun lånes af bibliotekets egne brugere, eller er kun til brug på biblioteket. Vi opfordrer til at du kontakter det pågældende bibliotek og hører, om der er mulighed for at besøge dem og se materialet. 

Fjernlån fra udlandet

Icon Description

I særlige tilfælde – f.eks. ved studiebrug – hvor et materiale ikke findes på et dansk bibliotek, vil det være muligt for Vejle Bibliotekerne at sende en forespørgsel til Det Kongelige Bibliotek med et ønske om at få materialet skaffet fra et udenlandsk bibliotek. 

Det Kongelige Bibliotek tager derefter stilling til, om de vil efterkomme en sådan bestilling. Der vil naturligvis være lang ventetid, hvis materialet bliver skaffet fra udlandet.

Begrænsninger på fjernlån

Icon Description

Man har som bruger ikke lovmæssig ret til lån af materialer fra andre biblioteker, men Vejle Bibliotekerne tilbyder fjernlån som supplement til udlån af bibliotekets egne materialer.

Det er primært materialer, som ikke findes på Vejle Bibliotekerne, du kan fjernlåne fra andre biblioteker. Materialer, som er udlånt, forsøger vi i nogle tilfælde at låne fra andre biblioteker, hvis det haster - fx i forbindelse med opgaveskrivning, arbejdsopgave eller læsekredsbrug. Hver forespørgsel vurderes individuelt af personalet.

Biblioteket opfordrer til, at der kun bestilles en rimelig mængde ad gangen. Biblioteket hjælper gerne med at præcisere din søgning. Brug eventuelt også vores service "Book en bibliotekar".

Pris for fjernlån

Icon Description

For dig, som låner, koster det ikke ekstra at bestille fra et andet bibliotek.