Skønlitteratur

Eftertænksomme bøger om det at miste

I anledning af Dødens uge, som netop er ved at lakke mod enden, har jeg her samlet fire stærke bøger som fokuserer på, hvordan mennesker bearbejder sorg på forskellig vis.

Af Ann-Kristine Hald

’H for høg’ af Helen Macdonald 

Er det muligt at arbejde sig ud af en sorg og hvis ja, hvordan? Da den engelske falkoner Helen Macdonald var 37 år, døde faderen ret pludseligt af et hjerteanfald, og samtidig med at hun begyndte at trække sig fra samfundet, købte hun duehøgen Mabel, som hun begyndte at træne. 

I løbet af bogen hører vi som læsere både om træningen af Mabel, Helens barndom og ikke mindst masser af naturbeskrivelser, men det er også en bog om, hvordan man kan vende tilbage til verden efter et hjerteskærende tab. Hun skriver blandt andet: 
Her kommer et ord. Bereavement – at lide tab. Eller blive berøvet. Det kommer af oldengelsk bereafian, som betyder at ”fratage, fjerne, bemægtige sig, røve”. At blive berøvet. Lide tab. Det sker for alle. Men man føler det alene.” 

’Noter om sorg’ af Chimamanda Ngozi Adichie

Hvordan kan man bearbejde en sorg, som man hele tiden bliver mindet om af omverdenen? Den prisvindende nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie var ligesom alle verden over påvirket af lockdown i 2020, og lige da verden begyndte at åbne op igen, mistede hun sin højt elskede far, mens hun boede i USA og han i Nigeria. Hun fortæller både om de mange følelser, som rørte sig i hende i perioden efter dødsfaldet, forældrenes kærlighedshistorie og også, hvordan igboerne har andre traditioner og syn på døden. 

En stærk fortælling om sorg, som hun afrunder med disse linjer:
Jeg skriver om min far i datid, og jeg kan ikke tro på, at jeg skriver om min far i datid.” 

’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ af Naja Marie Aidt

Denne bog fra 2017 bærer undertitlen ’Carls bog’, og den handler om Aidts søn Carl, der døde i en ulykke i 2015, da han kun var 25 år gammel. Det er en slags mindebog fuld af dagbogsnotater, poesi og minder om både livet med Carl og livet efter Carl. 

Det er en mors ærlige beretning om det at miste en søn, om at dykke ned i kunsten og litteraturen for at finde en sorg man kan spejle sig ,i og ikke mindst hvordan man lever videre med sorgen ved siden af sig. 

’Sorg er et væsen med fjer’ af Max Porter

I en lille familie mister manden sin kone, deres to små drenge mister deres mor, og pludselig banker en stor fugl ved navn Krage på døren og flytter ind. 

Det er både Krage, faren og drengene, som er fortællerne i denne lille mærkværdige roman, som er Max Porters debutroman fra 2015. Krage vil blive hos familien lige indtil de ikke længere har brug for den, og den er både skrap, ærlig og overraskende nok meget vis. Men hvordan en fugl kan hjælpe en familie i sorg, må du læse dig til.  

Anbefalingen er tidligere bragt i Ugeavisen Vejle.