Minecraft Education - undervisning og leg
Minecraft Education i undervisningen giver mulighed for at bruge den motivation og begejstring, som er forbundet med at lege og udfolde sig digitalt.
Minecraft egner sig rigtig godt til at være en åben sandkasse til byggeudfordringer med udgangspunkt i et fagligt oplæg eller lege, der arbejder med klassens sociale dynamik.
For dem der vil noget andet kan der også arbejdes med f.eks. koordinater indenfor matematik, grundlæggende programmering med blokke og endelig mods til minecraft, hvor eleverne lærer at ændre grundelementer i spillet og får en forståelse af, hvordan filer og dele af spillet hænger sammen.
Det kan både foregå på biblioteket med vores computere eller på skolen med udgangspunkt i elevernes computere (BYOD). Det er muligt at tilrettelægge det som en hel temadag eller kortere forløb af minimum to sammenhægende lektioner.
Herunder er fire eksempler - vi kan tilrettelægge og tilpasse ift. den udfordring eleverne står overfor:
- Danskfagligt: Byggeudfordringer som en måde at eleverne praktiserer genretræk eller en analysemodel. Det kan også være at fantasere over, hvordan universer hænger sammen og udfolde de sider af en fortælling, som ikke er beskrevet.
- Matematik: Arbejde med koordinatsystemer og målestokforhold med udgangspunkt i en verden genereret ud fra GIS-data, der har jeres skole og det lokale landskab. Eleverne kan indrette skolens tomme bygninger eller deres egne huse, hvor de bor, med lokaler og strukturer, der forholder sig fabulerende og fantasifuldt eller realistisk til verden.
- Teknologiforståelse: forandre minecraft med mods - lave egne skins, lægge egne lyde ind eller tegne nye overflader på minecraftblokke. Giver en forståelse af, hvordan minecraft er skruet sammen og en grundlæggende forståelse af hvad f.eks. filer er for en størrelse.
- Blokprogrammering: indledende kendskab til programmeringsbegreber og principper som også bruges med micro:Bits, scratch eller gamemaker.
Klassetrin:
3.-6. klasse
Tidspunkt:
Hele året efter aftale
Varighed:
Min. 2 x 45 minutter eller en temadag på biblioteket
Sted:
Vejle Bibliotek eller integreret i undervisningen på skolen
Praktiske oplysninger:
Elever fra Vejle Kommunes skoler har adgang til Minecraft Education med deres uni-login, så I skal have styr på login/ kode inden kurset. Der skal være én computer per elev. Det er muligt at låne computere, hvis kurset afvikles på biblioteket.
Booking:
Senest 14 dage før til Jørgen Tietze, jorti@vejle.dk.