2. Fødehjem og barndomshjem

“Jeg er født på Gl. Havn i et lille hus hos min oldemor med have ned til Sønderåen - et sted jeg senere har fået udpeget udefra, men som jeg aldrig selv har kunnet huske, og som nu er forsvundet” (Christensen, 2018: s. 810).
 

Gammelhavn 34

Inger Christensen blev født d. 16. januar 1935 på Gammelhavn 34 i Vejle (iflg. kirkebogen). I dag eksisterer fødehjemmet ikke længere, da kvarteret omkring Gammelhavn gennemgik en gennemgående sanering omkring 1953, og hele husrækken i gaden blev nedrevet.  På stedet er der i dag p-pladser bag ved Bertel Nielsens boligblokke fra 1950erne.

Inger Christensen blev født i beskedne kår, men i en familie, hvor man hjalp hinanden på tværs af generationerne. I starten af 1930erne blev Danmark som resten af verden ramt af en økonomisk krise, så det var generelt en tid med boligmangel og arbejdsløshed.  Hendes unge nygifte forældre boede hos Inger Christensens oldemor, Ane Marie Christensen (f. 1856 i Hørup v. Jelling). Oldemoderen var enke efter trælastarbejder Hans Selius Christensen (f. 1854 Højen Sogn).

Inger Christensens far var den 26-årige skræddersvend Adolf Emanuel Christensen (f. 1908 i Vejle), og moderen den 24-årige husassistent Erna Hansine Christensen (f. 1910 i Grædstrup Sogn). Inger var deres første barn, og hun blev døbt d. 24. februar 1935 af pastor Hansen i Vejles Sct. Nicolai Kirke.

Måske er digtet ”Ved åen, men opret” et tidligt barndomsminde fra huset ved Sønderåen og Gammelhavn?.

Ved åen men opret
på en træstol
og med den tågegrå kjole
udbredt til jorden

til overs
som en rest
af en nedrevet
morgenhimmel

sidder min bedstemor
her i vores baghave

og venter og lytter
om jeg ikke snart vågner

(Christensen, 2018: s. 263)

Søndermarksvej

Som helt lille flyttede Inger Christensen med sine forældre til en villalejlighed på Søndermarksvej, hvor familien boede de første fem år af Ingers liv.

Huset, der var ejet af en malermester, lå tæt på Sønderskoven: “Tiden i barnevogn og på trehjulet cykel tilbragte jeg på Søndermarksvej, på første sal i noget jeg husker som et smukt, hvidt hus med havelåge direkte ned til skoven, og med Kiddesvej som et bjerg der var værd at bestige”. (Christensen, 2018: s. 810)

Nyboesgade 74

Familien vokser da Inger Christensen får to brødre. Så i 1940 flytter familien til Nyboesgade 74 i Vejles Vestby:

"Da jeg var fem år gammel, i begyndelsen af 1940, flyttede vi ud i “Hess’es huse” i Nyboesgade, og på den anden side af gaden begyndte landet, med engene, markerne og videre helt ud i solnedgangen. Nu, når jeg tænker over min modvilje mod den lille indhegnede parcelhushave, kan jeg føle at den er grundlagt med disse første tre naboer: åen, skoven og de vidtstrakte enge. 

“Når jeg besøger Vejle, er det fordi jeg besøger mine forældre, som stadigvæk bor i den lejlighed i Nyboesgade, der var centrum for min barndom. Det var ud fra dette centrum jeg lærte at orientere mig i verden og dannede mine første begreber om en gade og dens mennesker; instinktivt også om en by og dens mange funktioner”. (Christensen, 2018: s. 810)

Inger Christensen var et følsomt barn, der sanseligt registrerede sine omgivelser, og mange år senere huskede hun stadig sine første æstetiske oplevelser:

“Sådan er der en række glimt, billeder, bevidstheder... i rækken af varme sommerbilleder er der oplevelser, der skiller sig ud, jeg husker særlig tre: en bred eng fuld af engkarse, en middagstime, da jeg spillede med min store vandbold mod den gloende husmur, en aften med tordenvejr, da vi sad i køkkenet og spiste jordbær.

Det er tre helt banale og selvfølgelige oplevelser, mange må have gjort og set det samme, men for mig skiller de sig ud, var i mange år næsten overjordiske, er stadig ubeskrivelige, og at jeg må lade dem forblive uden for ordene, ved jeg omsider, fordi jeg forstår, at det drejer sig om barnets - menneskets, her mine første æstetiske oplevelser. Allerede dengang, mens de skete, blev de det, som jeg først nu kan kalde dem, tre billeder: det åbne, endeløst skønne, det formålsløst energiske, trygheden ved ikke at være alene om det”. (Christensen, 2019:  s. 228)

Barndommen blev en ramme for fremtiden:

Lidt fnug fra en
dyne min mor må have rystet
forsvinder, og barndommen
breder sig forude

(alfabet (1981))

Vestbyen – Vejles arbejderkvarter

Vestbyen i Vejle er historisk set byens arbejderkvarter. Fra 1890’erne blev Vejle for alvor en industriby på grund af havnen og jernbanen. Som i resten af Danmark begyndte en vandring fra land til by, fordi der var arbejde at få på fabrikkerne. Industrien fik indbyggertallet til at stige og i Vestbyen lå fabrikkerne med de rygende skorstene side om side med de nye arbejderkvarterer. I perioden 1890-1940 blev der næsten tre gange så mange vejlensere (Vejles Historie. Bind 2, s. 113), og Vestbyen var en livlig bydel:

“Der var en skomager, hvor vi kunne stå i døren og kigge og snuse til verden, vi kunne høre spinderiets fløjte og fabriksfløjten nede ved Hess, og se de snavsede smede cykle hjem til den ventende middagsmad klokken 12. Deres statelige gedigne kakkelovne stod i vores stuer, og selv endte de med at harke og spytte, som om den friske luft irriterede dem mere end støberiets særlige luft, men det er en anden og langsom historie, som vi ikke var i stand til at se i årene mellem 1940 og 45-47. (...)
Det vi opfattede var, at tiden hjemme i husene og køkkenerne var inddelt efter fabriksfløjternes tid, og at skoleklokken ringede og sendte os hjem sammen med smedene, hvor vi sommetider måtte vente, når bommene var nede, til “Vandelgrisen” var futtet forbi, og bommanden eller hans kone havde drejet bommene tilbage til lodret igen.
Men udenfor arbejdet og skolen lå stadigvæk legen med alle gadernes og gårdenes smutveje og bagland og ikke mindste engene og de forbudte åer, hvor min bror og hans kammerater alligevel blev fundet på deres selvbyggede tømmerflåder.” (Christensen, 2018: s. 810-814)

Inger Christensens barndomshjem var en lille lejlighed, som lå i andelsboligforeningen “Nyboe”, der var opført i 1920’erne. Virksomhedsejeren C.M. Hess havde opført boligrækken med lejligheder i 3 etager i Nyboesgade for at fastholde arbejdskraft, da der var boligmangel i Vejle.

Da familien Christensen flytter til Nyboesgade i 1940, er C.M. Hess' Fabrikker den største virksomhed inden for jern- og metalindustrien i Vejle. Produktionen var blandt andet komfurer og kakkelovne, som var en vigtig varmekilde i danske hjem. A/S Vejle Bomuldsspinderier blev ved sammenlægningen af byens to store spinderier en af Vejles største arbejdspladser med omkring 1300 ansatte ved tekstilindustrien. Desuden var bydelen præget af små håndværkere og butikker.

Mange af de andre store boligkarréer, som omgiver Nyboesgade, blev opført af Arbejdernes Andels-Boligforening, der blev dannet i 1932, da der i 1930erne var der stor arbejdsløshed og bolignød. Der mangledes billige og sunde boliger i Vejle, og lejlighederne betød forbedrede livsvilkår for de mange arbejderfamilier. Men ofte var pladsen trang for de store børnefamilier i 2-værelseslejlighederne. Børnene havde normalt det ene værelse med køjesenge, mens forældrene måtte sove i stuen på en sovesofa. I køkkenet kunne man lave mad over gasblus eller vaske klatvask. Lejlighederne havde kakkelovn, hvor man fyrede med koks eller petroleum. Især efter besættelsen i 1940-45 skulle der spares, og ofte var der ikke råd til varme hele dagen.

Der var jo en periode fra 1930'erne og helt frem til 50'erne, da arbejdsløshed hele tiden truede. Jeg har selv oplevet arbejdsløsheden som noget, der gjorde det nærmest umuligt at få det hele til at løbe rundt. Der var jo ikke den understøttelse, vi har i dag. Til gengæld hjalp man hinanden. Nogen kom forbi med noget mad og den slags, hvis en familie i en periode var ramt." (Juhl, 1998)

I området med boligkarreer var der ikke megen plads hverken indendørs eller udendørs. Men der var et stort sammenhold og børnene kunne rende ud og ind hos hinanden i lejlighederne:

“Hvis jeg tænker på, hvor mange huse og lejligheder i Vejle jeg har været inde i, så bliver det måske mange flere end jeg senere er kommet ind i, alle mulige andre steder i verden.”

Børnene legede meget ude på gaden, der legede de tagfat, sjippede og kørte på rulleskøjter, hinkede og spillede med kugler. Engene og skoven var tætte på, og det var naturligt, at kvarterets børn også søgte ud i de grønne områder og havde dem som en fri legeplads: “Engene lige på den anden side af Nyboesgade blev til Andelboligernes byggeplads og til vores farlige tumleplads om aftenen, når arbejderne var gået hjem og rambukken stod stille, og vi sprang fra pæl til pæl, der var hamret ned i den sumpede undergrund, i en nybyggerverden, hvor vi lærte fra bunden af, hvordan man bygger et hus”. (Christensen, 2018: s. 810)

Børnene plagede for, om de ”måtte gå over på Engen, som var det jordstykke der lå mellem Nyboesgade og Valdemarsgade, eller vi måtte gå ud i Schous enge, som strakte sig længere end vi nogensinde kunne bruge op, omme bag ved Nyboesgades skole, det var det tilbagevendende ønske, som vi plagede om, til vi alligevel altid fik lov. Der strejfede vi så rundt om sommeren, som om vi var de første mennesker i verden, eller vi løb på skøjter om vinteren, når oversvømmelsen var frosset til is – en is af skiftende farlig tykkelse og klarhed, hvor man kunne se de visnede græstotter og blomster stå stille dernede i deres egen ventende verden.

Når sneen faldt, kom der ikke nogen fejemaskine og fejede “isbanen” ren, for den var knoldet og usikker og uautoriseret og spændende; så lagde vi bare skøjterne væk og trak de tunge slæder frem og kørte om aftenen i timevis ned ad Nyboesgade eller ned ad Gl. Jellingvej, eller når vi var blevet mere dristige og ellers fik lov, ned ad Roms Hule så man vidste med hver muskel i sin krop, hvad det vil sige at bo i en bjergby og elske det." (Christensen, 2018: s. 812)

“Det var det forår da man fik øje på sig selv i farten. Da man opdagede at man ikke længere løb bare for at løbe, men også løb for at blive set som den der løb, som den der kunne løbe fra alle de andre i gaden (fordi drengene voksede så langsomt), og som aldrig under nogen omstændigheder ville komme til at løbe som de unge koner når de med deres kokette og besynderlige spjæt zigzakkede op gennem gaden fem minutter i tolv fordi de havde glemt at købe salt til kartoflerne. Og da man pludselig opdagede at man fik hjertebanken, sidesting og blodsmag i munden og at man nok løb til det sidste, men ikke kun for at løbe, også for at blive fanget. Af en dreng”. (Christensen, 2019, s. 237)

Skrædderværkstedet hos Terp

Faren var i Inger Christensens barndom skræddersvend hos skræddermester Ole Jensen Terp (1881-1976) i Søndergade, som var et af Vejles store skrædderier med 10-11 ansatte.

Skrædderiet lå overfor butikken, på den modsatte side af Søndergade (sandsynligvis i et baghus, husnummeret kendes ikke):
"Det hører med til mine erindringer, glade erindringer, at besøge min far på værkstedet. De sad der på bordene og syede, jernene glødede, og der var damp i hele rummet. Og så sang de og fortalte vittigheder og historier, og hele stemningen var så hyggelig. Jeg kan desværre ikke huske historierne, kun at de var vanvittig interessante, for mange af skrædderne havde været navere og rejst rundt i hele Europa. De var sådan et slags troldfolk for mig" (Juhl, 1998).

“Når man trådte ind, tobaksrøgen, lugten af uld der blev presset, de tunge pressejern der stod og glødede over gasblussene, kakkelovnen, det mandshøje spejl, og på det brede bord ved vinduerne alle skrædderne, hver med sin trådrulle hængene ned fra loftet, saksene, de mærkeligt formede linealer, de forskelligste stoffer og foer og indlæg af stivlærred og kapok og alle resterne og trådstumperne på gulvet, og den bløde kost man fik lov at feje sammen med, mens man kiggede lidt genert til de hovedløse giner, der havde jakker på, der begyndte at tage form, men som altid manglede det ene ærme". (Christensen, 2018: s. 813)