5. Besættelsestiden

Den fem år lange besættelse af Danmark 1940-45 medførte mange forandringer, som også børnene i Vejle mærkede. Mørklægning og de hårde vintre gjorde, man måtte opholde sig indendørs. Manglende brændsel gjorde det til et problem at varme boligerne op.

Det var … “krigen, der gjorde, at vi om aftenen samlede os om spisebordet og sang danske sange og salmer, men mørklægningsgardinerne forvandlede stuen til en slags verdensfjern hule, eller vi sang dem nede i kælderen, som på grund af de natlige luftalarmer var indrettet til beskyttelsesrum, hvilket vi børn oplevede som et eksotisk eventyr, fordi de voksne endelig for alvor gav sig til at synge og fortælle, så vi kunne få noget at vide om verden”.

Tyskerne var meget synlige i bybilledet i Vejle, og tyskernes behov for indkvartering af soldater og flygtningen under besættelsen betød, at alle kommunale skoler i slutningen af krigen skulle rømmes. Der blev begået sabotage mod forretninger, der handlede med tyskerne, og i perioder fløj store bombemaskiner fløj lavt hen over byen.

“En overgang kom jeg meget over i Johanneskirken. Det var dengang tyskerne havde anbragt deres russiske krigsfanger på Nyboesgade skole. Da vi lå på knæ oppe på balkonen og brugte bænkene som borde og regnede og regnede i kilometervis af regnestykker, mens kalkmaleriets Jesus tronede på sin regnbue og vogtede på vores mange små fejl” (Christensen, 2018: s. 813).

Der var ofte luftalarmer, så der blev oprettet beskyttelsesrum for folk på gaden, der ikke kunne nå hjem. I Nyboesgade gik familierne ned kælderen:  “Krigen hørte til i kælderen hjemme I gaden, dernede var der stillet bænke op til beskyttelsesrum, og der egentlig kun der, vi tilhørte krigen, især om natten og især om vinteren; den var absolut en vinteroplevelse; selv om vi var hjemme en hel sommer, mærkede vi ikke krigen; vi glemte så hurtigt om sommeren" (Christensen, 2019: s. 227-232).

Under og efter besættelsen var der rationeringer og varemangel. Indbyggerne i arbejderkvarteret led afsavn og arbejdsløsheden steg under den økonomiske krise, der kom til at vare mange år efter krigen.  Med 3 børn og kun én indtægt, har pengene sandsynligvis været små i Inger Christensens barndom.

'Når man som jeg var barn i 30'erne og havde oplevet krisen og krigen, og havde fået blik for det uretfærdige - det er jo dér man tager indtryk af, hvordan samfundet er indrettet, det ser børn jo helt tydeligt, forskellene var jo simpelthen store - så virker det som om, det ville være muligt at skabe noget, der var mere retfærdigt,' siger Inger Christensen." (Bramming, 1998)

"Som skrædder kunne faren dog selv sy deres tøj, og f.eks ændre herrejakkesæt til dragter – han lagde stof og mønstre frem på spisebordet med indgangsreplikken: “Det skal vi nok få dannet,” og så var han i gang" (Møller Jensen, 2009).

Da befrielsen endelig kom d. 4. maj 1945, gjorde frihedsbudskabet indtryk på den følsomme 10-årige Inger Christensen:  
“Første gang jeg oplevede dette var den 4. maj 1945, da jeg var 10 år og da jeg hørte speakeren give meddelelse om verdenskrigens afslutning, eller rettere om Danmarks befrielse. På én gang fik jeg hjertebanken og blev flov. Men flov er allerede for meget sagt. Eller for tidligt sagt. Snarere skete der det at jeg fik hjertebanken og at de øvrige dele af kroppen straks mobiliseredes for igen at bringe hjerte og krop i niveau med hinanden. Som om hjertet, der i et sæt var blevet tiltrukket af verden og friheden, hurtigt blev mindet om sin plads, ganske vist i den samme verden, men som fange. Så nu er det ikke for tidligt at sige, at jeg blev flov. Det er altid flovt at være fanget. Så flovt, at man snedigt vender det om, så det næsten ser ud som om man er flov over friheden.” (Christensen, 2019: s. 235)