Faglitteratur

Grebet af guldfeber

”Guld har jo den der helt forførende effekt på os”, skriver direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, i forordet til bogen ”Vindelevskatten - et sted - et fund”. En bog, der omhandler et guldfund på en mark ved Vindelev, 12 kilometer nord for Vejle. Et spektakulært guldfund, der stadig overrasker, undrer og forskes i.

Af Else Zakarias

Tags

Anbefalinger

I december 2020 besøger Ole Ginnerup Schytz sin gamle klassekammerat Jørgen Antonsen, som bor på Baungaard beliggende i Vindelev. Det er den fædrene gård, som har været i slægtens besiddelse siden 1716. Ole har fået en metaldetektor og vil gerne afprøve den på Jørgens marker. I løbet af få timer har de fundet guld, masser af oldtidsguld.

 

”Vindelevskatten - et sted - et fund”

Historien er sikkert kendt af de fleste fra vores område, men vil du vide mere, kan jeg anbefale at læse bogen ”Vindelevskatten”. Den er udgivet af Jørgen Antonsen og hans kone Hanne Pagh Martinussen og beskriver fundet, ventetiden, mens det skulle holdes hemmeligt, den arkæologiske udgravning, undersøgelserne og udstillingerne. Bogen har samlet artikler skrevet af arkæologer, historikere, forskere. Artiklerne beskriver fundet og kommer med mulige svar på, hvorfor og hvem, der i sin tid (jernalderen) begravede guldskatten. Der er fine fotos, beskrivelser og tolkninger af guldmedaljonerne, som nu er udstillet på Nationalmuseet i København.

”Guldfeber i Vindelev”

Derudover fortælles Vindelevs historie, og Iben Bjørgulf Antonsen (ottende generation i arverækken til slægtsgården) skriver om tilblivelsen af DR-dokumentaren ”Guldfeber i Vindelev”, som hun som journalist tog initiativ til, da hendes far fortalte om det store guldfund. Heldigt for os, at Iben fik hemmeligheden at vide, så tv-holdet kunne filme fra guldfundets start. I mere end 3 år blev Jørgen, Ole, Hanne og ansatte ved Vejle Museerne filmet, og resultatet kan du se på dr.dk. Det er en gribende dokumentar med virkningsfulde fortællegreb som oldnordisk voiceover og flotte landskabsbilleder. Der er også en ulmende konflikt, da det er Ole, som får mest opmærksomhed, bliver interviewet af alverdens medier og inviteret til at holde foredrag, mens Jørgen føler sig forbigået.… Se endelig dokumentaren til ende, for der er forsoning i vente.

Guldfeberen griber alle - Ole, Jørgen, Hanne, museumsinspektøren, der drømmer om at få en artikel bragt i Nature, præsten, der drømmer om flere besøg i kirken. Dokumentaren beskriver også et Danmark i forandring, et Danmark hvor det i dag er et særsyn, at en slægt har boet samme sted i 300 år, og det bekymrer Jørgen, at han måske er den sidste i sin slægt, der vil bo på Baungaard.

Jagten på guldet i litteratur og film

Begrebet guldfeber har vi også set beskrevet i Chaplins klassiske film af samme navn, i westernfilm som ”Mod fjerne horisonter” med James Stewart i hovedrollen (filmene kan lånes på biblioteket). Der er guldfeber i den store, fabulerende, vilde og sjove westernroman ”Kronos’ drømme”, skrevet af Martin Larsen, der tragisk døde i 2022, så den er udgivet og færdiggjort af hans venner/forfatterkolleger Peter Højrup og René Jean Jensen. Der er guldfeber i klassikeren ”Guldet” fra 1925 skrevet af Blaise Cendrars (mesterligt oversat af Troels Hughes Hansen) og i Torkil Brekkes serie om norske udvandrere: ”Drømmen om Amerika”, ”Guldfeber” og ”Det forjættede land”. Det har også været et yndet tema i tegneserier som Anders And, Lucky Luke og Jean-Michel Charliers serie om Blueberry.

God fornøjelse med jagten på guldet i litteratur og på film.