Skønlitteratur

Historiske spændingsromaner

Krimier og spændingsromaner placeret i en særlig historisk periode, nemlig tredivernes Tyskland og Danmark - og den krig, der fulgte efter, er noget der fanger læsere. Bøgerne er lige så forskellige i stil, stemning og tempo som alle andre krimier, men den særlige historiske baggrund gør indtryk.

Af Louise Bach Jensen, Taarnby Kommunebiblioteker

Historiskespændingsromaner

Nat over Germania af Harald Gilbers

Berlin, maj 1944. Maltrakterede kvindelig begynder at dukke op i Berlins gader. Den forhenværende kriminalkommissær Richard Oppenheimer er jøde og bor med sin ariske kone Lisa i et af Berlins såkaldte ”Jødehuse”, hvor jøder, gift med racerene tyskere, boede i stedet for at blive sendt i koncentrationslejr. Han opsøges af en SS-mand, haupsturmführer Vogler, og beordres til at bistå i opklaringen. Mens Oppenheimer langsomt får noget af sin faglige stolthed tilbage, må han også overveje hvad nazisterne vil gøre med ham, hvis han opklarer sagen.
En særdeles velgrejet roman, der også har en udviklingshistorie i sig. SS-manden, der hyrer Oppenheimer, får hurtigt professionel respekt for ham og hen ad vejen opstår der noget, der minder om sympati mellem de to mænd. Hvor dybt stikker sympatien – og kan Oppenheimer stole på Vogler?

Berlin Noir af Philip Kerr

Den barske berlinerkriminalmand Bernard Gunther er på grund af sin socialdemokratiske og antinazistiske overbevisning fortid i det nazistiske Tysklands politi og ernærer sig som privatdetektiv. Ligesom Oppenheimer må han dog spille med, da han bliver anmodet om at genindtræde i tjenesten.

Bernie er en ganske anden hårdkogt overlever end Oppenheimer, minder vel egentlig i sin facon mest om amerikanske detektiver som Dashiell Hammetts Sam Spade eller Raymond Chandlers Phillip Marlowe, og kommer nogenlunde helskindet gennem både trediverne og den efterfølgende krig. Efter krigen er alting meget uklart, og for de nye magthavere – især amerikanerne – er Gunther først og fremmest en tysker, der har haft uniform på, og enkelte af de gamle fjender har også overlevet, så også hele vejen op gennem halvtredserne kan vi følge hans spændende færd.

Serien er ikke så seriøs i sin tilgang til det historiske emne som ”Nat over Germania”, men har til gengæld en fantastisk morsom dialog og bringer os gennem de 11 bøger på spændende vis, igennem nogle spændende år og nogle spændende bipersoner. Ikke mindst et stort galleri af attraktive intelligente kvinder, forskellige kendte topnazister og vel sammensatte skurke.

Philip Kerr er desværre død, så der kommer ikke flere bind. Det er ret vigtigt at læse de tre første bøger i rækkefølge samt det sidste, ellevte bind – derudover springer bøgerne i tid, så rækkefølgen bliver mindre vigtig.

Volker Kutschers serie om Gereon Rath

Seriens seks bind danner forlæg for den stort anlagte serie ”Babylon Berlin”, der har været vist på DR. Personerne er dog noget anderledes i romanerne, især Charlottes baggrund er ændret ganske meget. Historierne i bøgerne er fortalt i et meget køligt tempo, og fortæller en mere afdæmpet historie end Philip Kerrs ”Berlin Noir” – om end det politiske spil i tredivernes Tyskland foldes ud på fornem vis.

Bøgerne bør læses i rækkefølge, da personernes indbyrdes relationer er vigtige og udvikler sig gennem bøgerne.

Frank Goldammers serie om Max Heller

Serien begynder netop som anden verdenskrig afsluttes i Europa – Max Heller overlever med nød og næppe det engelske bombardement af Dresden, som kort efter indtages af russerne. Max Heller minder som person egentlig ganske meget om Oppenheimer – er en stille, meget pligtopfyldende og sympatisk mand, der er meget optaget af at passe på sin højt elskede kone i en meget, meget vanskelig tid. Han må samarbejde med russerne, og først og fremmest overbevise dem om, at han ikke er endnu en foragtelig nazist.

Igennem seriens, indtil videre fem fremragende bind, bliver vi bragt op gennem de, i DDR særdeles, vanskelige først efterkrigstidsår – den eneste anke, vi har haft på bøgerne er den meget forhastede oversættelse, de er blevet udsat for. Der er mange fejl, men ingen alvorligt meningsforstyrrende, så serien kan varmt anbefales, hvis man er til spændende krimier fortalt i et generelt roligt og beskrivende tempo.

Mørketid - en serie af Ole Frøslev

Meget typisk dansk er denne fine serie, om den københavnske kriminalbetjent Bjørner, præget af langt mindre dramatiske og mere dagligdags begivenheder end dem, der foregår i Tyskland, selvom den tager sin begyndelse i dagene lige omkring den tyske besættelse af Danmark i 1940. Poul Bjørner arbejder på den lille Station 7 på Østerbro, og vi følger ham gennem hele besættelsen i seriens syv bind, herunder den tid hvor tyskerne har taget politiet og Bjørner går under jorden.

En meget realistisk og velskrevet serie, hvor sproget virker realistisk tilpasset tiden, hvor den foregår.

Dengang i Berlin - serien om Johann Braunmann

En dansk serie, som udkom i 2021 af Lotte og Søren Hammer, er to virkelig solide bind, der perfekt rammer ned i det felt, de ovenstående serier og bogen Nat over Germania tilsammen rammer ind.

Braunmann er kriminalbetjent i det nazistiske Tyskland. Han er ganske vist ikke selv overbevist nazist, men privilegeret ved i 18-års fødselsdagsgave, af sin stokkonservative bedstefar, at have fået et medlemskab til et perifert nationalistisk parti, som siden blev opslugt af NSDAP. Braunmann har derfor et medlemsnummer, som er endnu lavere end Førerens, og det blotte syn af hans medlemskort får derfor overbeviste nazister til at smække hælene sammen og imponeret give plads til Braunmann, hvilket han sådan set ikke har noget imod at benytte sig af.

Det første bind, Snesmil, foregår under krigen, og er en roligt afviklet, ganske lang kriminalroman. Andet bind, Pigen fra Liberty, foregår under den amerikanske besættelse, og begge bind holder absolut høj international klasse.