Den psykedeliske soulmusiks mastermind

Sylvester Stewart, født i Denton, Texas den 15. marts 1943 - død den 9. juni 2025 i Los Angeles, Californien, blev verden over kendt som Sly Stone og frontmanden i Sly and the Family Stone. Den excentriske amerikaner, der allerede i en tidlig alder kastede sig over diverse instrumenter og sang gospel med sine søskende og senere bandkolleger Freddie og Rose Stone, gennemlevede om nogen op- og nedture i en omskiftelig branche.

Han fik med rette prædikatet ‘The founder of progressive soul’ hæftet på sig, og tidsskriftet AllMusic skrev i 2022 ‘James Brown may have invented funk, but Sly Stone perfected it’ med tilføjelsen ‘creating a series of euphoric yet politically charged records that proved a massive influence on artists of all musical and cultural backgrounds.’

Stone var en fremragende vokalist, en sand virtuos bag et keyboard og beherskede desuden guitar, bas og mundharpe. Inden gennembruddet med sit band arbejdede han som pladeproducer og radiovært i San Francisco området sideløbende med, han blev brugt som keyboardspiller af blandt andet Dionne Warwick, Righteous Brothers, Ronettes, Bobby Freeman, Marvin, Jan & Dean, Gene Chandler og twist kongen Chubby Checker.

Efter debutalbummet A Whole New Thing (1967) slog Sly and The Family Stone kommercielt igennem med Dance to the Music (1968), hvorfra titelsangen er den bedst kendte. Life (1968) solgte under forventning, men numre som Life, Love City og M'Lady havde med deres pulserende og stampende beat fortjent bedre.

Stand! (1969) er et mesterværk spækket med hit singler og helstøbte diamanter som Sing a Simple Song, I Want to Take You Higher, Stand! og Everyday People. Sly And The Family Stone manifesterede på dette og de foregående albums i ord og toner et socialt og politisk statement, hvor sorte musikere mødtes med hvide i et orkester bestående af mænd og kvinder uden fordomsfuld skelen til race og køn tilsat overlegen musikalitet, sans for ørehængere og finurlige arrangementer. Forud for sin tid? Svaret på spørgsmålet må betegnes som ret indlysende.

August 1969 valfartede ‘The Love Generation’ i tusindtal til Woodstock for at fejre deres musikalske helte i et håb om, at de sammen kunne være med til at ændre verden til det bedre. Sly Stones super-soul-show gjorde sit til, at pløjemarken for en stund forvandlede sig til et psykedelisk sydende og funkgyngende dansegulv ud på de sene nattetimer, og at familien Stone endte som en af festivalens absolutte højdepunkter.

Sly Stone udeblev fra flere af bandets koncerter i 1970-71, hyrede folk fra gangster- og mafiamiljøet til at beskytte sig mod omverdenen og egne ansatte, mens desillusionen tog til, og nyheder om politibrutalitet mod sorte og ghettoficeringen af storbyerne tikkede ind i en lind strøm. Funkklassikeren Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin) parret med den smukke Everybody Is a Star som dobbelt A-side holdt dog fanen højt som single i starten af 1970.

November 1971 udgav Sly And The Family Stone There's a Riot Goin' On, der tilførte funkmusikken nye klanglige og rytmiske farver på paletten. Faktisk er det ikke helt skudt over målet at påstå, de revolutionerede den, mens indre som ydre kaos herskede i bandet og det amerikanske samfund. Hertil kom Sly Stones eskalerende stimulansforbrug og altdominerende musikalske status i Family Stone.

Gruppens dansante soul med popappeal blev på There’s a… erstattet af mørkere tekster, eksperimenterende indslag, brug af trommemaskiner og heftigt synkoperede beats. Pessimismen og sortsynet rådede i takt med, den pacifistiske indstilling fra den sorte borgerrettighedsbevægelse og hippiemodkulturen måtte se sig udfordret af den militante Black Power fløj.

Black Panther Party, som Sly Stone blev identificeret med, forlangte, at lyrikken og musikken tog en mere fundamentalistisk og konfronterende drejning, samt at gruppens to hvide musikere, saxofonisten Jerry Martini og trommeslageren Greg Errico, skulle udskiftes med sorte. Sly Stone afviste dette og gik i isolation, mens kokainindtaget steg og steg. Fresh (1973) med skarpe skud som In Time, If You Want Me to Stay og Babies Makin' Babies holdt det fortsatte høje niveau, men derefter kneb det gevaldigt, og det skuffende Ain't but the One Way (1982) viste sig ærgerlig nok at blive Sly and The Family Stone’s sidste studiealbum.

Sly Stone forsøgte ad flere omgange i at køre Family Stone konceptet videre live i det nye årtusind med skiftende besætninger dog uden at nå i nærheden af de perioder, hvor bandet var allerbedst. Sly Stone nåede at udsende to soloalbums, High on You (1975) stadig med guitaristen Freddie Stone og Jerry Martini ombord, og 36 år efter med I'm Back! Family & Friends (2011), hvor gæstesolister som Ray Manzarek, Johnny Winter, Jeff Beck og Bootsy Collins bidrog til at genfortolke numre fra Sly Stones bagkatalog. Det lod både anmeldere og publikum koldt. Family Stone rytmesektionen med den stilskabende bassist Larry Graham og bundsolide Greg Errico var inderlig savnet.

På Youtube ligger der et Sly and The Family Stone medley bestående af Everyday People, Dance To The Music, Hot Fun in The Summertime, Don´t call me Nigger, Whitey og I Want to take you Higher optaget live i et amerikansk tv studie, der bør tjekkes ud af alle med hang til soul/funk genren. Ofte indhyllet i euforiserende tåger lykkedes det for Sly Stone mod alle odds at komponere materiale af så høj kvalitet, at vor tids sorte musikscene stadig står i dyb kunstnerisk gæld til ham - ikke mindst afdøde Prince, der jævnligt har optrådt med folk fra det hedengange Family Stone.

Bandet leverede nemlig som oftest et saftigt swing af nær enestående karakter. Sly Stone boede på sine ældre dage i en stor varevogn nær et hus, hvor han tog bad og fik noget at spise. Stone optrådte kun sporadisk i rampelysets skær de senere år. Inden da havde den tidligere så feterede soulstjerne henfristet en tilværelse som decideret hjem- og subsistensløs.

Selvbiografien Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin) (2023) og singlen Santa Claus Is Coming to Town (2023 Mix) skabte sammen med den glimrende og anbefalelsesværdige dokumentarfilm Sly Lives! (aka the Burden of Black Genius) (2025) instrueret af Ahmir "Questlove" Thompson fornyet interesse om Sly Stones person og produktion.

Tiderne er i sandhed skiftende, som en klog herre ved navn Robert Zimmerman udtrykte det i 60’erne, hvor Stewart som Sly Stone sikrede sig status af soul/funkmusikkens væsentligste fornyer. Sådan foretrækker næppe kun denne signatur at huske manden, der i sine sange opfordrede til fred og fordragelighed mennesker imellem uanset herkomst og hudfarve. Æret være Sylvester Stewarts minde.