Popsnedkeren med det snørklede sind

Brian Wilson, en af de oprindelige grundlæggere af og drivkraften i The Beach Boys samt hovedarkitekten bag deres grande opus Pet Sounds, blev født den 20. juni 1942 i Inglewood, Californien og døde den 11. juni 2025 i Hawthorne, Californien. Før, under og efter Pet Sounds (1966), et album i geniklassen, tog narkoforbruget sammen med antallet af piller, trips og de psykiske problemer til i et omfang, der i en lang årrække gjorde ham ude af stand til at passe arbejdet som sangskriver og turnerende musiker, endsige at tage vare på sig selv.

Wilsons privatlæge gjorde ham på et tidspunkt de facto umyndig, mens han tjente tykt på sin klients ulykkelige tilstand. Senere vendte udviklingen, og i 2000 tallet udgav popsnedkeren med det snørklede sind flere albums og genoptog turnevirksomheden. Brian Wilsons lidelsesfulde og mentalt ustabile færd blev en uvelkommen følgesvend gennem tilværelsen, men han nåede dog periodevis at få det bedre og var musikalsk aktiv frem til sommeren 2022.

Wilson, der fandt inspiration hos musikalske sværvægtere som George Gershwin, Phil Spector og Burt Bacharach, skrev i 1962 kontrakt med Capitol Records, og fik status som en af de allerførste kunstnere, der blev fuldt ud krediteret for at skrive, arrangere, producere og opføre sit eget materiale.

Ledsaget af de yngre brødre Carl og Dennis Wilson, fætteren Mike Love og vennen Al Jardine udsendte Brian Wilson med The Beach Boys stribevis af hits særligt i første halvdel af 60´erne tilføjet gruppens unikke flair for flerstemmig sang. Brian Wilson udviklede et usædvanlig godt gehør og lærte at bruge studiets forbedrede indspilningsteknik som et selvstændige instrument på linje med keyboards, bas og guitar.

De tre Wilson brødre, der nu alle er borte, blev hårdt og strengt opdraget af faren, men ikke alle historier om hans påståede ondskabsfuldheder skulle efter sigende være lige troværdige. Brian Wilsons første nervesammenbrud kom i 1964, og flere fulgte. Han opdagede LSD’en, tog rigeligt for sig af retterne og stoppede med at optræde live.

Min første fuldt koncentrerede gennemlytning af Pet Soundsfandt sted i 2016, hvor jeg købte pladen i en 50 års mono jubilæumsudgave. En del af numrene kendte jeg på forhånd herunder funklende popperler som Wouldn’t It Be Nice, Sloop John B, Caroline, No og diamanten over dem alle, God Only Knows. Stranddrengenes tætte vokalharmonier tages nye steder hen og indgår i rigt facetterede arrangementet med utraditionelle instrumentsammensætninger.

Pop mødte avantgarde, det barokke, psykedeliske og forunderlige tilsat smertefulde tekster om at gå fra dreng til voksen. Brian Wilson hørte Rubber Soul i slutningen af 1965, blev dybt betaget og satte sig for at overtrumfe Beatles mesterstykket med en udgivelse, der pegede i nye retninger og løftede pop/rock album formatet op i et højere plan end før. Det lykkedes, selv om de øvrige musikere ofte havde svært ved at følge med. Ingen Sgt. Pepper uden Pet Sounds har devisen lydt - også fra Paul McCartney himself, og han må jo vide det. Brian Wilsons dristige satsning i ord og toner har jeg jævnligt haft på vinylafspilleren i håb om at nå ind til kernen af albummets kompleksitet.

Det er flot skuldret af en dengang knap 24-årig ung mand, der ville forløse nøje gennemtænkte visioner, mens han gemte sig i en hule med flygel, sand på gulvet, et større arsenal af horisontudvidende stimulanser samt mad og drikke. Der kunne Wilson bogstaveligt talt sidde i dagevis for at komponere, filosofere, stene hen og blive tiltagende mere og mere mærkelig. Det fortalte han ærligt om i dokumentarfilmen Brian Wilsom: Long Promised Road (2021) i samtaler med Rolling Stone redaktøren og journalisten Jason Fine.

De opbyggede undervejs i processen det nødvendige tillidsforhold, der skulle til, for at Wilson turde åbne sig, selv om det krævede pauser og tålmodighed fra interviewerens side, mens de besøgte en række steder fra Wilsons fortid og karriere. Nogle af disse minder gjorde ham tydeligvis utilpas. Brian Wilson gæstede Tivoli i København den 30. juni 2017, hvor han med sit velvoksne orkester gav prøver på sin popmusikalske perfektion som i Beach Boys klassikeren Good Vibrations (1966).

Trods ind- og udtjekninger i diverse afvænningsklinikker på grund af kokain- og alkoholmisbrug lykkedes det alligevel Wilson at færdiggøre et pænt antal soloalbums, soundtracks og øvrige projektrelaterede plader fra 1988 og frem mod 2021, hvor den del af karrieren sluttede med At My Piano bestående af instrumentale genindspilninger af sange fra det velvoksne bagkatalog. Solopladerne har imidlertid været af varierende kvalitet og modtog blandede anmeldelser. Dog var der bid med Brian Wilson Presents Smile (2004), der er en gen- og færdigindspilning af sange og brudstykker i sin tid tiltænkt Beach Boys albummet Smile, som Wilson valgte at forkaste i 1967.

Arbejdet endte derfor som en følelsesmæssig og traumatisk rutsjetur, der prægede Smile, mens Wilson havde det psykisk allerværst. Presents Smile viste Wilson i storform med psykedelisk inspireret pop i samme boldgade som Pet Sounds. Tjek blot numrene Heroes and Villians, Song for Children, Wind Chimes og Good Vibrations i en lettere ændret og tilsvarende sofistikeret version. Forbløffende ambitiøst og en lise for sjælen. I 2021 udkom lydsporet til Long Promised Road, der indeholdt ikke tidligere udgivne sange fra Wilsons hånd, hvoraf flere måtte fuldføres endeligt, så albummet blev klar nogenlunde samtidig med dokumentaren.

Sindets tunge skyer lettede langt om længe for at give plads til stoltheden og glæden over igen at opføre de mange langtidsholdbare sange. Mon ikke de fleste undte Wilson dette efter årtiers prøvelser og direkte ydmygelser? Det tror jeg. Brian Wilsons flair for melodilinjer og de rette harmonier fik berømte og velskolede kolleger i faget til at udtrykke beundring og måske en anelse misundelse. Der har nemlig altid hængt en aura af vidunderbarn over Wilson, som endegyldigt har spillet sin sidste akkord.

Turnélivet stoppede brat i slutningen af juli 2022, og få dage efter aflyste hans management de resterende koncerter med begrundelsen ‘uforudsete helbredsproblemer’. Imens sad Wilson for det meste og stirrede apatisk ud i luften. Januar 2023 forlød det fra datteren Carrie Wilson, at hendes far næppe kom på landevejen igen. Senere på året faldt dommen: Brian Wilson led af demens, der forværredes gradvist i 2024 og 25. Æret være Brian Douglas Wilsons minde og tak for sangene, hvoraf de bedste vil stå tilbage som ophøjet sublim lydkunst.