Den sublime stime

Den 22. juli 1974 udsendte Motowns underselskab Tamla Stevie Wonders 17. studiealbum, der fortsatte den sublime stime indledt med Music of My Mind, Talking Book (1972) og Innnervisions (1973). At det er tilfældet, føres der kompositorisk og klangligt bevis for med Smile Please, Heaven Is 10 Zillion Light Years Away og Too Shy to Say. De første befinder sig i midttempoområdet, mens sidstnævnte er en ballade af den slags, Wonder specialiserede sig i op gennem 70’erne.

Boogie On Reggae Woman er derimod funk og meget lidt reggae tilsat et smittende groove og ditto melodi båret frem af Wonders Moog bas, jazzede piano ekskursioner og elegante mundharpespil. Med Creepin er vi tilbage i det velkendte midt tempo soulspor, før der meldes klart ud i albummets mest politiske sang You Haven't Done Nothin' med The Jackson 5 i koret.

Præsident Nixon, der her får læst og påskrevet om ikke at være i stand til at skelne mellem det moralsk rigtige og forkerte, forlod sit embede vanæret af Watergate skandalen to dage efter, You Haven't Done Nothin' udkom som single - hvilken perfekt timing. It Ain't No Use er Wonder i sit rette element med et snert af inderlig gospel i vokalarbejdet.

Den dybfølte og smukke They Won't Go When I Go bygges minutiøst op mod klimaks og er inspireret af klassisk klavermusik, Chopin, religiøse hymner og kormusik med rødder i 1800-tallet. Det spirituelle sættes i fokus, når Wonder synger om hvem, der forlader det jordiske liv på vej mod himlen, når regnskabets time er gjort op. Sangen er blevet udlagt som værende farvet af de tanker, Stevie Wonder gjorde sig ovenpå en alvorlig bilulykke og hospitalsindlæggelse i 1973.

Bird of Beauty minder om inciterende brasiliansk samba lækkert og detaljerigt udført, hvor Wonder stemmemæssigt strækker ud med en legende lethed, der placerer ham i ligaen af de allerstørste vokalister i de 20. århundredes rytmiske musik. Det samme gælder den latinfarvede slutskæring Please Don't Go, der fører Fulfillingness' First Finale sikkert i havn.

En del navne ud i forskellige genrer har af forståelige grunde haft fat i materialet fra Fullfillingness…. Listen omfatter Diana Ross, George Michael, Luther Vandross, Stanley Turrentine, Jerry Garcia, Phish, Marcus Miller og det sprælske funkensemble Vulfpeck. Albummet blev en kunstnerisk og kommerciel succes for Stevie Wonder på linje med forgængerne, og i 1976 toppede han dem alle med Songs In The Key of Life.
 

Sumpet funk The New Orleans way

50 år med the Meters' Rejuvenation

Juli 1974 endte som en god måned for dyrkere af sort musik fra øverste kvalitative hylde, idet The Meters bød ind med Rejuvenation, den femte i rækken, hvor bandet, der i starten af karrieren valgte at slå ind på den instrumentale linje med kompakte, tæt spillede og stilskabende numre, i mellemtiden sadlede over mod det vokale, men med den sumpede og karakteristiske funklyd intakt.

The Meters trækker på en righoldig musiktradition fra hjembyen New Orleans placeret i den nordøstlige del af Louisiana. Deres musik er en smeltedigel af Mardi Gras, gospel, r&b, soul, såkaldt second line funk tilsat claves rytmik og swamp rock gjort populært af blandt andre Tony Joe White, Creedence Clearwater Revival og til en vis grad Dr. John.

Albummet er co.-produceret af Allen Toussaint i hans Sea-Saint Studios. Toussaint er desuden ansvarlig for de ovenud velfungerende blæser arrangementer på flere af numrene. The Meters signalerede serious business med People Say, der er svær at ryste af sig. Det samme gælder for Love Is for Me med referencer til soulmusikken, Stax stod for og gjorde kendt i 60’erne og starten af 70’erne.

Just Kissed My Baby er rendyrket masterclass i benhård synkoperet funk, The Meters rytmegruppen bestående af Joseph ‘Ziggaboo’ Modeliste (trommer) og bassisten George Porter Jr. excellerede i sammen med Leo Nocentelli (guitar) og legendariske Art Neville (vokal og keyboards. Sidstnævnte er gået hinsides, men efterlader sig en musikalsk arv af imponerende omfang.

Funken fortsætter med uformindsket styrke i What'cha Say, Jungle Man og Hey Pocky Way, mens den krydrede Gumbo ret koger tilsat nærende claves beats og Nevilles rå vokal. Der strækkes instrumentalt ud i den 12 minutter lange It Ain't No Use, mens det kortere format genoptages med Loving You Is on My Mind i den mere poppede afdeling og Africa, der vender retur til the funk, New Orleans og besynger det store kontinent som moderlandet, hvorfra det hele har sit udspring.

Som i tilfældet med Wonders udgivelse fra samme måned har en del ladet sig inspirere af The Meters femmer ved hjælp af fortolkninger, citater og samplinger. Her nævnes i flæng Red Hot Chili Peppers, Public Enemy, Chris Duarte, The Dirty Dozen Brass Band, Grateful Dead og Widespread Panic. Fra powerfunk over hip-hop til New Orleans, jam-rock og det mere alternative. The Meters turnerer stadig on and off med halvdelen af de originale medlemmer i opstillingen.