Fra misbrug til musikalsk comeback
50 år med Eric Claptons 461 Ocean Boulevard
Af Thomas Vilhelm
Da indspilningen af 461 Ocean Boulevard gik i gang, sad Eric Clapton med følelsen af at have spildt tre år af sit liv, hvor han junkede sig med heroin, brugt alt for meget tid foran tv’et og satte sin fysiske form totalt over styr. Clapton havde gennemført et langvarigt og intensivt afvænningsterapeutisk program og tog frivilligt arbejde på en gård hos nogle venner for at komme på ret køl i håb om et comeback med et nyt album.
Pete Townshend tog initiativ til at få Clapton i gang igen og satte en koncert op med en række kolleger, hvilket resulterede i Eric Clapton's Rainbow Concert (1973), hvor hovedpersonen viste tegn på at være i bedring. Inden da udkom hans første og eponyme soloalbum i 1970, Layla and Other Assorted Love Songs (1970) med Derek and The Dominos og dobbeltkoncert pladen In Concert (1973) optaget med The Dominos efteråret 1970.
August 1971 deltog Clapton i George Harrisons Concert for Bangladesh velgørenhedsarrangement og så mere død ud end levende på scenen i Madison Square Garden i New York. Noget måtte gøres, og manageren Robert Stigwood fik ham installeret i huset på Ocean Boulevard i det velhavende Golden Beach distrikt i Florida nær Criteria Recording Studios, hvor arbejdet med det nye materiale skulle foregå.
Det Tom Dowd producerede 461 Ocean Boulevard blev udsendt juli 1974 med hjælp fra amerikanske musikere, korsangere og teknikere. Clapton lyttede i terapiforløbet til tidens toneklang, reggae og ældre bluesnumre, genrer der prægede det andet soloalbum, som solgte i millionklassen og nåede hitliste toppen i USA og Europa katapulteret i den rigtige retning af hans version af Bob Marleys I Shot the Sheriff, der udkom som single nogenlunde samtidig med albummet.
Adressen på huset, lp’en er opkaldt efter, blev senere ændret for at sikre kommende lejere og købere fred for nysgerrigt tilrejsendes blikke og parkering i området. Clapton ønskede, at holdet af musikere skulle inddrages mest muligt under tilblivelsesprocessen og medbragte derfor ideer til egne og andres sange i rå skitseform, der blev bakset videre med fra april-maj måned 1974.
461 Ocean…. er relativ tilbagelænet i udtrykket med et mix af blues, rock, reggae og iørefaldende melodier, hvor de tidligere ekspressive udskejelser som guitarist i Cream og Derek and the Dominos mestendels er lagt på hylden til fordel for passager med sliderør og det lyrisk afdæmpede uden helt at have tabt gnisten. Det er gospel-blues nummeret Mother's Children et fyrigt eksempel på lanceret af Blind Willie Johnson i 1927 og arrangeret af Clapton og bassisten Carl Radle i et noget andet tempo.
Eric Clapton, der var usikker på sit kommercielle potentiale, viser solide takter i den selvkomponerede ørehænger Give Me Strength og funky fortolkning af Johnny Otis 1958 hit Willie and the Hand Jive, der er et af albummets højdepunkter. Get Ready er begået af Clapton i samarbejde med korsangeren Yvonne Elliman, mens der er anderledes tryk under kedlerne i versionen af I Shot the Sheriff, Marley gav udtryk for, han syntes godt om efter at have hørt den i radioen.
Der er dømt hjemmebanefordel i Clapton og bandets sikre læsning af Willie Dixon bluestraveren I Can't Hold Out og Please Be with Me krediteret singer/songwriteren Charles Scott Boyer. Clapton har i selvbiografien My Life nævnt tilfredshed med Let It Grow, selv om han må give flere musikkritikere ret i, at melodien og akkordrundgangene minder en del om Led Zeppelins Stairway to Heaven.
Der vises tænder i udlægningen af Robert Johnsons Delta blues klassiker Steady Rollin' Man og Mainline Florida skrevet af Claptons guitarist George Terry. Robert Christgau skrev i sin vurdring af albummet i Creem: ‘As unlikely as it seems, Clapton has taken being laid-back into a new dimension. Perhaps the most brilliant exploration of the metaphorical capacities of country blues ever attempted, way better than Taj Mahal for all of side one. On side two, unfortunately, he goes a little soft. But I'll settle for two questionable live albums if he'll give us a solo record as good as this every three years.’
Journalisten Ken Emerson var knap så tilfreds i anmeldelsen i Rolling Stone og mente, ar Clapton underspillede og gemte sig bag bandet. Ryan Book fra The Music Times anførte, at ‘the climate comes out in Clapton's work, ten tracks ranging from bright blues rock to, well, Let It Grow’, mens Eduardo Rivadavia i Ultimate Classic Rock magasinet skrev: ‘Clapton's incomparable talents and this inspired song set were finally captured.’
Trods de knubbede ord ved udgivelsen har Rolling Stone placeret 461 Ocean… som nummer 411 på deres liste over de 500 bedste albums i 2012 med en tilføjelse om, at ‘Clapton had returned from heroin addiction with a disc of mellow, springy grooves minus guitar histrionics which paid tribute to Robert Johnson and Elmore James.’
Med tanke for, hvad Eric Clapton iøvrigt bød ind med i de såkaldte laid back år i 70’erne, der tangerer kedsommelig tomgang, når det stod værst til, er 461 Ocean Boulevard absolut at foretrække og et alt andet end ueffent forsøg på et comeback efter flere års ørkenvandring med giftigt vanedannende substanser i bagagen, der blev afløst af Kong Alkohol. Trængslernes tid var ikke forbi, men Claptons toer spredte skyerne for en stund med et funktionsdygtigt og velspillende band i ryggen.