Den frihedselskende bluesman fra Fanø

En af de absolut største og mest markante personligheder på den danske musikscene er blevet taget fra os, nemlig Johnny Madsen, (født i Thyborøn den 31. marts 1951 - død den 4. november 2024 på Fanø). ‘Det er med sorgens tyngde at kunne meddele, at Johnny Mandag d. 4/11 2024, i hans hus på Fanø, fredeligt slap grebet til livet efter længere tids sygdom. Han blev 73. Med kærlige hilsner, Rasmus,' lød melding fra nærmeste familie.

‘Det er ingen hemmelighed, at min far var hård ved sit system. Og han var rock'n'roll til det sidste. Nu kunne hans system bare ikke mere, udtalte Rasmus Madsen til Ekstra Bladet. Johnny Madsen var en stærkt frihedsorienteret individualist, som i den grad stod ved sig selv, sine holdninger og i valget af livsstil, der ville få enhver sundhedsapostel til at løbe skrigende bort i rædsel.

Madsen har kort sagt altid været sin egen, og ikke mindst efter han pladedebuterede i 1982 med De tørre er de best... men våde er de flest efter at have spillet folk og bluegrass i diverse orkestre siden midten af 70’erne.

Hans bundsolide, sejt svingende og bluesmættede rock & rul skaffede ham et støt voksende publikum ovenpå gennembruddet med albums som Udenfor sæsonen (1988), Nattegn (1989), Bounty Blue (1991) og det forrygende dobbelte koncert sæt Halgal Halbal fra 1992.

Johnny Madsen skabte med sine tekster et fabulerende, underfundigt og lettere surrealistisk univers tilsat et stænk sort humor og befolket af skæve eksistenser fra randområdet. Ud over at være sanger, sangskriver, guitarist og bandleder markerede Madsen sig som ekspressionistisk inspireret kunstmaler med en større billedeproduktion og en del udstillinger som resultat.

Sideløbende med soloudgivelserne optrådte og indspillede Johnny Madsen med Hobo Ekspressen, der talte Peter Belli, Nanna og Billy Cross, som i 1989 hittede med En at bli’ som (dansk version af Traveling Wilburys Handle With Care) samt Dalton, hvor Madsen fik selskab af Lars Lilholt og Allan Olsen. Dalton nåede at udsende tre albums mellem 1992 og 2010.

Den berømte fanøbo og inkarnerede vestjyde var yderst liberal af sindelag og kendt for at være i opposition til alle, der af den ene eller anden grund ønskede at begrænse den personlige frihed - ikke mindst når det gjaldt rygning. Jeg hilste på og lyttede til Johnny Madsen under Nordals Festivalen i 1987, hvor jeg selv optrådte med et band. Madsens stjerne stod knap så højt på himlen dengang, men hans image inklusiv det ofte omtalte fedtede hår var allerede en realitet på det tidspunkt, hvor Chinatown, Yellow Moon og den sorte fugl blev lanceret samme år.

Små 11-12 sæsoner senere overværede jeg Johnny Madsens koncert på Kløften Festivalen med samtlige topprofessionelle cylindre i højeste gear. Beskidt bluesrock af bedste aftapning. Flere af Madsen, Hobo Ekspressen og Dalton titlerne måtte frem af gemmerne, da Flemming Rasmussen og jeg researchede til Rock & stjernestøv - historier fra Sweet Silence-studiet gennem 45 år, hvor Johnny Madsen har indspillet ad flere omgange i 80’erne og 90’erne.

Han deler kapitel i bogen med Lars Lilholt og Dalton. Her nævnes også den fremragende guitarist og producer Knud Møller, der i størstedelen af Madsens aktive år som soloartist havde status af den vigtigste medspiller i formationerne bag ham, når den stod på Halvgal Halbal for fuld skrue. Rasmus Madsen modtog på vegne af sin far Det Danske Rockakademis særligt indstiftede hæderspris under den årlige prisfest i Amager Bio den 29. september 2024 og rockede igennem med husorkesteret, der bestod af musikere fra Burnin’ Red Ivanhoe, og gæstesolisten Knud Møller. En ring blev denne efterårs aften sluttet på smukkeste vis.

Johnny Madsen var en original i ordets mest positive betydning, der er portrætteret i biografien Særling fra verdens ende. Samtaler om og med Johnny Madsen (2008) skrevet af Anders Houmøller Thomsen. Madsen nåede dog heldigvis at fortælle sin egen historie på ramsaltet vis i selvbiografien Tilværelsen blev min skæbne (2023). Æret være Johnny Madsens minde. Vores musikliv er blevet noget mindre farverigt uden Johnny The Blues, men minderne og musikken har vi heldigvis stadig i behold.