Billy Joel 75 år
Den millionsælgende piano mand fra New York
Af Thomas Vilhelm
Pianisten, sangeren, sangskriveren, produceren og guitaristen Billy Joel, døbt William Martin Joel, født den 9. maj 1949 i New York City, bærer tilnavnet Piano Man og har samlet passeret et salg på 160 millioner albums, hvilket sikrer ham en plads blandt de bedstomsættende kunstnere gennem tiden. Det skyldes især de stedsegrønne Piano Man, Just The Way You Are, Honesty, An Innocent Man og The River of Dreams, der ligeledes er titelsangen på hans seneste pop/rock album udsendt for mere end 30 år siden.
Joel, der albumdebuterede i 1971 med Cold Spring Harbor, er stadig aktiv på koncertfronten og udgav februar 2024 singlen Turn The Lights Back On, der dog ikke er helt ny, men færdiggørelsen af et ikke tidligere udsendt nummer fra det enorme sanglager. Billy Joel er opvokset i Bronx og Long Island forstaden Hicksville. Faderen var koncertpianist og forretningsmand med en tysk/jødisk baggrund. Moren er fra New York og jødisk opdraget.
På morens insisterende foranledning gik Billy allerede fra fireårsalderen i gang med klaverspillet og lærte sig at bokse som dreng og teenager. Han fravalgte den jødiske religion, fulgte i stedet gudstjenesterne i en romersk/katolsk kirke og endte med at erklære sig som ateist. Han deltog noget uengageret i undervisningen i den lokale high school og manglede de fornødne point til at færdiggøre studiet og droppede tankerne om læse videre.
‘I told them, 'To hell with it. If I'm not going to Columbia University, I'm going to Columbia Records, and you don't need a high school diploma over there’, forklarede Joel om årsagen til det manglende akademiske engagement i et interview fra 2006. Han fik imidlertid sit high school diplom med 25 års forsinkelse i starten af 90’erne efter at have indsendt en række skriftlige opgaver til godkendelse. Klaverspillet blev Joels levevej fra midten af 60’erne og været det lige siden med oprindelig inspiration fra The Beatles, The Everly Brothers og Elvis Presley.
Efter en famlende start i 1971 kom der anderledes skik på karrieren to år senere med Piano Man. Forinden var liveudgaven af nummeret Captain Jack blevet et mindre radiohit, der hjalp Joel i bestræbelserne på at skifte fra det mindre selskab Family Productions til det multinationale Columbia Records. Hans første udgivelse for dem, Piano Man (1973), gjorde i starten forholdsvist lidt væsen af sig, men titelsangen har med tiden opnået evergreen status og stadig på repertoiret.
Dernæst gik det stærkt med albummene Streetlife Serenade (1974), Turnstiles (1976), The Stranger (1977) og 52nd Street (1978), der talte en række fremragende rocknumre og ørehængere af format som The Entertainer, Say Goodbye to Hollywood, Miami 2017 (Seen the Lights Go Out on Broadway), Prelude/Angry Young Man, Just the Way You Are, Only the Good Die Young, My Life, Big Shot og Honesty.
Versionerne af de nævnte og andre med fik en kraftig overhaling live, når Joel og hans umanerlig velspillende band med trommeslageren Liberty DeVitto som højenergisk indpisker trykkede den af foran en støt voksende publikumsskare. At det forholder sig således, fører livealbummet Songs in the Attic (1981) bevis for, der blev slidt ned på min B&O grammofon stående i Vilhelms værelse i Aabenraa.
Tjek den dynamiske liveudgave af The Ballad of Billy the Kid fra Piano Man. Joel kan sit kram og få det til at koge bag klaveret, når det stikker ham og langtfra kun den bløde balladesanger, nogle kritikere gerne ville sætte ham i bås som. Måske netop derfor får den drøje hug på Glass Houses (1980) farvet af samtidens punkrock og new wave. Joel bider her igennem med You May Be Right, Sometimes a Fantasy, It's Still Rock and Roll to Me og Close to the Borderline. 80’erne endte som Joels store årti startende med det tydeligt Beatles inspirerede The Nylon Curtain (1982).
Laura, A Room of Our Own, Surprises og Scandinavian Skies lyder som numre, Lennon og McCartney kunne have stået bag, hvilket er ment som en cadeau til Joels håndelag som sangsmed. Allentown og den majestætisk opbyggede Goodnight Saigon adresserer Reagan administrationens økonomiske politik, myten om den amerikanske drøm og sårene fra den katastrofale Vietnam krig involvering samt den usle behandling, de udstationerede soldater kom hjem til. Joel, der ellers plejer at nedtone sit politiske engagement og støtte til det demokratiske parti, bekendte kulør på The Nylon Curtain og har gjort det, når han fandt det betimeligt.
An Innocent Man er alt andet end politisk, men en ren hitkaravane af nostalgi, pop, rock, soul, doo wop og r&b med rødder i 50’erne og 60’erne sine steder særdeles veludført, andre for kitsch- og camppræget efter min smag. Albummet kastede singlerne Tell Her About It, Uptown Girl, This Night, An Innocent Man, The Longest Time, Leave a Tender Moment Alone og Keeping the Faith af sig. Min favorit er dog åbningsskæringen Easy Money, der er en heftigt stampende hyldest til James Brown og Wilson Pickett. Albummet forvandlede Joel fra en populær artist til en global kæmpestjerne, der fremover turnerede kloden rundt.
Det næste i rækken, The Bridge (1986), levede kunstnerisk og kommercielt langtfra op til forgængerens gennemslagskraft trods enkelte snapse iblandt numrene. A Matter of Trust og Modern Woman klarede sig flot på hitlisterne takket være filmen Ruthless People, hvor de er en del af soundtracket. Big Man on Mulberry Street svinger lækkert og elegant, mens den sjælfulde duet med Ray Charles i Baby Grand og Getting Closer på funky vis forstærket af Steve Winwoods Hammond orgel driblerier for alvor tager stikkene hjem.
Herefter stod den på en mindre turné i Sovjetunionen, der langsomt åbnede sig for resten af verden under Gorbatjovs perestrojka og glasnost politik. Denne historiske event er dokumenteret på 1987 livepladen КОНЦЕРТ (russisk for ‘koncert’), hvor Joel og band går til stålet, og sætlisten blev udvidet med fortolkninger af Beatles’ Back in the U.S.S.R. og Bob Dylans The Times They Are a-Changin. Billy Joel tabte angiveligt over en million dollar på det eventyr, hvilket han alligevel mente var pengene værd i optjent goodwill.
Sovjetrundfarten og den kolde krig gav lyrisk grobund for den ordrige og hårdt rockende We Didn't Start the Fire og den indfølte Leningrad fra Storm Front (1989). The Downeaster Alexa er atter en sang fra Joels hånd, der tager fat i emner som økonomisk ulighed og bagsiden af den amerikanske drøm i fortællingen om de fiskere, der har svært ved at overleve i et storkapitalistisk samfund. Det foreløbigt sidste pop/rock skud fra Joel, River of Dreams (1993), hører til blandt hans absolut bedste i karrieren.
Titelsangen gynger gospelagtigt derudaf og understreger Joels evne til at skabe et velproduceret og velklingende popnummer, der formår at ramme det brede publikums smag. Joel, når han er bedst, gør den slags med udsøgt stil og sikker sans for holdbart melodimateriale. Når skiven rammes mindre rent, bliver det noget klægt og sentimentalt i udtrykket. River of Dreams byder desuden på de solidt gennemførte All About Soul" (med Color Me Badd på kor) og Lullabye (Goodnight, My Angel) tilegnet datteren Alexa. En forhenværende manager får på puklen i The Great Wall of China og viser, at Joel ikke er holdt op med at mene noget.
Det omkringrejsende liv på scenen fortsatte efter River of Dreams, og i 2001 udgav Joel Fantasies & Delusions med klassiske stykker for klaver, hvor han overlod opgaven med at udføre dem til den britisk/koreanske pianist Richard Hyung-ki Joo, der er en nær ven af den berømte sangskriver. Joel er en udtryks- og kraftfuld vokalist med et betydeligt register og mere end blot habil bag et klaver, selv om den ofte ironisk distancerende, vittige og veltalende entertainer har forsøgt at neddrosle disse evner med en tilføjelse om, han er bedre på et orgel.
Billy Joel har en del at have sin succes i, men meget tyder på, der ikke kommer flere studiealbums fra The Piano Man født i og rundet af The Big Apple, han så passioneret synger om i den dramatisk anlagte showstopper New York State of Mind inkluderet på Turnstiles lp’en. Denne klassiker fra kataloget har Joel sunget live i 2008 sammen med en anden inkarneret New Yorker, nemlig selveste Tony Bennett. Utallige har haft fat i New York State of Mind heriblandt Barbra Streisand, Lea Michele, Shirley Bassey, Oleta Adams, Carmen McRae, Mark Almond, Diane Schuur, Ben Sidran, Leslie West, Mel Tormé og crooner kongen Frank Sinatra. Klasse fornægter sig bekendt ikke.
Foto: minds-eye, Wikipedia Media.