Stevie Wonder 75 år
Et vidundertalent væltede verden
Af Thomas Vilhelm

Stevie Wonder er oprindelig navngivet Stevland Morris Judkins Hardaway, født den 13. maj 1950 i Saginaw i delstaten Michigan og blev tilknyttet Motown i en alder af 11 år udskreget som vidunderbarn og musikalsk geni. Wonder er født seks uger for tidligt og mistede synet allerede som spæd.
I drengeårene sang han i kor og lærte sig at spille klaver, mundharmonika og trommer under opvæksten i Detroit, Michigan. 1961 tegnede Motowns grundlægger Berry Gordy kontrakt med Wonder, der blev lanceret som ‘Little Stevie Wonder’. Motown opbevarede de indtjente royalties med planlagt udbetaling, når han fyldte 21. Yderligere fik han ‘lommepenge‘ og en fast tilknyttet ledsager under turnéerne. I 1962 udkom de første to albums med Wonder stadig kun 12 år, The Jazz Soul of Little Stevie efterfulgt af hyldesten til idolet Ray Charles, Tribute to Uncle Ray.
Maj 1963 trådte Wonder ind i teenagealderen og hittede bigtime med singlen Fingertips Pt 1 and 2, optaget live. Nummerets første del er instrumental, men udvikler sig i anden del til en ‘Call and respons’, hvor Wonder på bongotrommer og mundharpe får salen bragt til kogepunktet ved hjælp af dette gammelkendte virkemiddel fra gospel, soul og r&b - solisten synger og publikum svarer.
‘Call and respons’ er forblevet en integreret del af Wonders liveoptræden lige siden. En populær koncert lp fulgte i 1963, Recorded Live: The 12 Year Old Genius, med selveste Marvin Gaye på trommer. Derefter ændrede Wonders stemme sig grundet puberteten, de følgende udgivelser slog ej rigtigt an, og Motown overvejede at droppe ham, når det juridisk set kunne lade sig gøre uden problemer.
Men Wonder kom stærk igen i midten af 60’erne, droppede ‘Little’ samt deltog mere og mere i sangskrivningsprocessen og arrangementsdelen, hvilket kunstnerisk som kommercielt rustede hans senere virke betydeligt. Dernæst fulgte en serie udspil, der manifesterede et hurtigt voksende talent fra teenage- til voksenalderen: ‘Uptight, My Cherie Amour, For Once In My Life, I Was Made To Love Her og Signed, Sealed, Delivered I’m Yours. Hertil føjes flere stærke fortolkninger af Bob Dylan og Beatles sange.
Fra starten af 1970’erne overtog Wonder den totale styring af pladeproduktionen og udsendte en række hovedværker inden for soul- og funkmusikken. I 1970 giftede han sig med sangskriveren Syreeta Wright, og sammen gik de i gang med Where I’m Coming From (1971), der kunstnerisk og kommercielt blev vippet af pinden af Mavin Gayes suveræne What’s Going On single og lp.
Where I’m Coming From viste gode, men ujævne takter, hvorefter alt blev sat eftertrykkeligt på plads med Talking Book (1972). Wonder så sig ikke over skulderen de næste otte år og satte en musikalsk revolution i gang ved hjælp af en gylden stemme og kompositoriske evner i særklasse tilføjet nyskabende brug af keyboards samt synthesizere.
Wonder er ydermere en mundharpevirtuos og en fremragende trommeslager med et noget uortodokst spil, der fungerer perfekt til sangene og forlener dem med et let jazzet og funky swing, der sidder, hvor det skal. Talking Book er oppe at ringe med soulklassikere og evergreens som You Are The Sunshine of My Life, Superstition og Blame It On The Sun. Der kan vanskelig sættes en finger på Talking Book, der gjorde rent bord hos både publikum og anmeldere, hvilket ligeledes gælder efterfølgeren Innervisions (1973).
Heftig og samfundskritisk soul/funk i Higher Ground og Living For The City altererer med de svimlende smukke ballader Golden Lady, All In Love Is Fair og He’s Misstra ‘Know-It-All. Wonders vokal er som klart flydende kildevand i al renhed og ubesværethed. Fullfillingness’ First Final (1974) blev realiseret til trods for et alvorligt biluheld, der kostede Wonder flere dage i koma, og i en periode berøvede ham smags- og lugtesansen. 1974 albummet forsatte stimen med suveræne skæringer tilføjet et stænk af jazz og latin: Smile Please, Boogie On Reggae Woman, You Haven’t Done Nothin og den brusende ballade They Won’t Go When I Go.
Populariteten voksede og voksede, og det store spørgsmål lød, om det ville være muligt at toppe førnævnte præstationer. Faktisk overvejede Wonder at stoppe karrieren for at vie sit liv til humanitært arbejde for blinde og handicappede børn i Afrika. Men Motowns eksorbitante tilbud på en ny flerårig kontrakt, der dengang slog alle rekorder, overbeviste ham om at fortsætte endda med uhindret adgang til at få det, som han ville have det.
Den 28. september 1976 efter godt to års arbejde kom beviset på, at Wonder havde overgået sig selv, da Songs In The Key of Life udkom som dobbelt lp tilføjet en syv tommer single med fire sange som bonus EP – i alt en time og tre kvarters musik. Songs… kastede desuden fem hitsingler af sig, der tæller med i rækken af højdepunkter, det mest solgte og kritikerroste album i karrieren er så rigt på: I Wish, Is'nt She Lovely, Sir Duke, Anorher Star’ og As.
Perfektionisten Wonder arbejdede minutiøst med hvert eneste nummer uden nærmest at spise eller drikke noget i dagevis. Songs... præsenterer lytteren for soul, funk, pop, avantgarde, fusion, latin og ballader på et plan, der næsten kan tage pippet fra en. Tekstmæssigt kredser sangene om at blive far, barndomsminder, kærlighed, social uretfærdighed og de sortes identitet og vilkår i samfundet. Wonder er bestemt ikke uden evner som lyriker.
Michael Jackson, Prince, Elton John og George Michael betonede ofte, hvor vigtig pladen var/er for dem. Hiphop og rap artister har desuden samplet bidder fra den, og flere af numrene er med tiden blevet fortolket af andre kunstnere. Hotter Than July (1980) er det sidste decideret helstøbte album i Wonders aktive år, der fortsat har budt på markant succes med legendestatussen i behold. Men udbyttet rent kvalitativt har dog været af sparsom og sporadisk karakter.
På Hotter... er der stadig gods at hente. Master Blaster og Did I Hear You Say You Love Me storsvinger i bedste 70’er stil, plus at jeg har en vis svaghed for Lately fornemt forløst af Wonder i vokal topform. Happy Birthday er noget af en ørehænger og en smuk formuleret hyldest til borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King. Wonder advokerede ivrigt og med held for, at Luther Kings fødselsdato den 15. januar blev ophøjet til national helligdag og har været det siden 1986.
Derudover bød 80’erne ligeledes på I Just Called To Say I Love You skrevet til den romantiske komedie The Woman In Red (1984) en Giro 413 agtigt plage, der stadig giver denne skribent myrekryb - Wonder når han er værst og mest sentimentalt forloren. In Square Circle (1985) og Characters (1987) er heller ikke meget at skrive hjem om - overvejende kedeligt og alt for poppet. Langt bedre gik det med soundtracket Jungle Fever (1991) til Spike Lees film af samme navn, hvor Wonder fandt formen med flere sange, der passede fint ind i instruktørens socialkritiske rammefortælling centreret omkring racemæssige konflikter, der er blevet Lees kendetegn.
Conversation Peace (1995) er heller ikke uden bid, men det pt senest udsendte album med nyt materiale, A Time To Love (2005), understreger tydeligt, at vi skal flere dekader tilbage for at finde de gyldne momenter, der heldigvis er af så sublimt tilsnit, at megen tomgang kan tilgives Wonder trods skuffelserne. Stevie Wonder, der har vundet imponerende 25 Grammy Awards og en Lifetime Achievement Award, skriver ifølge egne oplysninger stadig sange og optræder live med det gamle repertoire til glæde for millioner af fans verden over.
Også Danmark har nydt godt af flere besøg gennem tiden senest på Roskildefestivalen i 2014. Fire år forinden havde jeg fornøjelsen af at opleve ham under et visit i hovedstaden. Det amerikanske soulikon gæstede et overdækket Parken i København fredag den 16. juli 2010, hvor han gav to en halv timers opvisning i solid star quality. Trods de udfordrede akustiske forhold fik Wonder og hans 13 mand/kvinde store orkester sat gang i dansefødderne hos 20.000 fremmødte fans og indfriede alt i alt de forventninger, man med rette kan sætte til et navn af hans kaliber.
Stevie Wonder, der i slutningen af 2020 udgav singlerne Can't Put It in the Hands of Fate og Where Is Our Love Song, er en kunstner og humanitær personlighed af betydeligt format og ditto integritet, der aftvinger lige dele beundring og respekt. Wonder kan opleves og nydes som 19-årig i den fremragende koncertdokumentar Summer of Soul (2021) med liveoptagelser fra 1969, og august 2024 gav han atter lyd fra sig med singleudspillet Can We Fix Our Nation's Broken Heart med tydelig reference til et politisk splittet USA.