En lady med stil og et liv i overhalingsbanen

Debbie Harry, født den 1. juli 1945 i Miami, Florida, er især kendt som forsanger i Blondie og kan byde ind med en livshistorie, der er vildere og mere begivenhedsrig end de flestes. Det oprindelige navn lød Angela Trimble, men i en alder af tre måneder blev hun adopteret af Richard og Catherine Harry og flyttede med sine nye forældre fra Miami nordpå til Hawthorne, New Jersey, hvor hun skiftede navn til Deborah Ann Harry. I slutningen af 80'erne lykkedes det hende at opspore sin biologiske mor, uddannet koncertpianist, der afslog ønsket om yderligere kontakt. 

Debbie Harry studerede kunst på college i New Jersey og flyttede til New York i en alder af 24, hvor hun skiftevis ernærede sig som sekretær i BBC Radios USA kontor, tjener hos det berømte og berygtede spillested Max's Kansas City, Go Go danser på et diskotek og som letpåklædt cocktailskænkende Playboy Bunny i den fashionable Playboy Club natklubkæde for det kræsne publikum med de store sedler klar. 

Efter at have sunget i diverse bands mødte Harry i 1974 guitaristen Chris Stein, som hun flyttede sammen med. I selvbiografien Face It (2019) fremgår det, at Harry en aften blev voldtaget med kniv mod halsen under et indbrud i deres lejlighed. 

Blondie etableredes i 1974 med kæresteparret som primus motor. Bandnavnet er inspireret af de tilråb, Harry måtte stå model til, efter hun fik farvet håret lyst. Blondie vakte hurtigt opsigt på førende insteder som Max's Kansas City og CBGB i New York, et af punk- og new wave musikkens vigtigste arnesteder. Harry blev et stilikon med sit fordelagtige ydre, afblegede look og valg af tøj, og Blondie debuterede med Blondie i 1976, efterfulgt af Plastic Letters (1977).

Begge excellerede i energisk stramt spillet new wave og punkrock tilføjet en dosis pop. Det internationale gennembrud indfandt sig med det hitspækkede Parallel Lines (1978), der bød på Picture This, Hanging on The Telephone, Sunday Girl og Heart of Glass. Jeg blev mere end almindeligt 'konfirmeret', da Blondie lancerede Heart Of Glass som single i starten af 1979. 

Nummeret radioroterede konstant, mens jeg fulgte konfirmationstimerne i Aabenraa. Lyden af Harrys sødmefyldte vokal for mit indre øre fjernede totalt opmærksomheden fra Pastor Stidsens monotont messende prædikener i Skt. Nikolai Kirke, som måtte gennemstås før middagen og moneterne på selve festdagen. Debbie Harry vippede sågar blonde Agnetha Fältskog fra Abba af pinden i forhold til mit begærs dunkle mål i al dets troløshed. 

Fältskog forvandledes i et pubertært sind til den pæne pige fra den pop-perfekte kvartet, mens Harry appellerede til anderledes jordnære og syndige sværmerier. Og Heart of Glass er en inciterende ørehænger af format i sit mix af disko, new wave og lette strejf af electronica skabt af datidens synths og noget primitive rytmebokse. 

Jeg lurede i horisonten, da Eat To The Beat (1979) og Autoamerican (1980) udkom. Folk sang med på det reggaefarvede monsterhit The Tide is High, som The Paragons forsøgte sig med i 1967, men først blev kendt med Blondie 13 år senere. Gruppen gik i opløsning efter The Hunter (1982), men gendannedes i 1999, hvor No Exit solgte i millionklassen. 

Harry og Stein udgjorde fortsat kernen i bandet sammen med den fortræffelige trommeslager Clem Burke, der døde i en alder af 70 år i april 2025, og keyboardmanden Jimmy Destri alle fra den originale konstellation. Siden fulgte The Curse of Blondie (2003), Panic of Girls (2011), Ghosts of Download (2014) og Pollinator (2017), hvor bandet med skiftende held har forsøgt at opdatere den gammelkendte formel med elementer fra tidens toneklang. De nævnte albums gik indrømme min næse forbi, og jeg fik først lyttet til dem under arbejdet med bogen Kulturen i karantæne i 2020. Pollinator er dog et ganske fint udspil. 

Solokarrieren tog fart med det funk- og dance-prægede Kookoo (1981). I samme årti udkom Rockbird (1986) og Def, Dumb & Blonde (1989) med skabelonagtige sange, der er langt fra niveauet på de første tre-fire Blondie plader. Meget bedre blev det heller ikke med Debravation (1993) domineret af formelskåret pop-rock, der ikke yder Harrys evner retfærdighed. 

Heldigvis får den et skud rock og rul på Necessary Evil (2007), der desværre er temmelig overset i den samlede diskografi. Men det er imidlertid samarbejdet med det overdådigt velspillende ensemble The Jazz Passengers, man skal have fat i for at få fuldt udbytte af Debbie Harrys potentiale som vokalist. 

Siden midten af 90'erne har denne formation vist sit værd live og i studiet, hvor krævende ballader, jazz i diverse afskygninger og det decideret eksperimenterende er dyrket med stort kunstnerisk udbytte. Jeg bliver stadig blød om hjertet, når Harry synger duet med Elvis Costello i Don’cha Go 'Way Mad fra The Jazz Passengers’ Individually Twisted (1996), og på YouTube ligger der et pænt udvalg af live-optagelser med Harry og den altid lydhøre sekstet, som er værd at give en chance. 

Ud over musikken er det blevet til en knap 45 år lang karriere på film og tv, der startede i midten af 70'erne. Markante instruktører som David Cronenberg, John Waters, Martin Scorsese, John Carpenter, James Mangold, Peter Greenaway og Isabel Coixet har gjort brug af Harrys stærke udstråling i små og større partier i alt fra komedie-, kult- og kitsch- til kunst- og mainstreamfilm. 

Harry, der i sine erindringer fortæller om forhold til flere ældre kvinder som ung pige, udlever aktivt de filantropiske sider ved at støtte velgørende formål inden for kræft- og sygdomsbekæmpelse og har givet udtryk for, at hun er meget inspireret af den indsats, Elton John har ydet for HIV/AIDS sagen siden 80’erne. 

Den sande verdenskvinde, der endnu ikke synes at være pensionsklar, gæstede amerikanske The Dandy Warhols på flere numre via single- og albumudgivelser i 2023-24. Desuden oplod hun sin røst på Heart's A Liar i duet med den tidligere Erasure frontmand Andy Bell inkluderet på hans tredje soloalbum Ten Crowns (2025). Debbie Harry er stadig 'eye candy' med sin erotiske udstråling i behold. En lady med klasse, stil og mange talenter. I slutningen af december 2024 blev det annonceret, at en ny Blondie udgivelse skulle være på vej i løbet af foråret 2025, men bandets hjemmeside melder pt desværre intet nyt om emnet.