40 år med Tina Turners Private Dancer

Love Explosion (1979), Tina Turners fjerde og andet soloalbum efter flugten fra den voldelige ægtemand Ike Turner, rørte meget lidt på sig i Europa og blev fundet uegnet til det amerikanske marked. Men i 1984 sagde det bang hos det nye selskab Capitol Records med femmeren Private Dancer, der udkom den 29. maj og kastede i alt syv singler af sig, når bonusnummeret Help fra den internationale version medtælles. Turner, kendt som The Queen of Rock 'n' Roll, rykkede ved hjælp af Private Dancer op i showbizz superligaen og appellerede til et bredt publikum med et mix af soul, r&b, pop, rock og evne for fortolkning af andres materiale.

Det er et spektakulært comeback af dimensioner, Tina Turner ovenpå en lind strøm af fornedrelser og fysisk overlast præsterede med Private Dancer bakket op af en illustrativ liste af producere, studiemusiker, stjerner og sangskrivere. Turner så sig sidenhen ikke tilbage og fejrede den ene triumf efter den anden frem mod sin død den 24. maj 2023 83 år gammel.

Private Dancer er produceret af Terry Britten, John S. Carter, Leon "Ndugu" Chancler, Wilton Felder, Rupert Hine, Joe Sample, Greg Walsh og Martyn Ware, hvilket har resulteret i et album, der stritter i forskellige retninger, dog uden helt at miste sin samlede kerne. Turner kunne på den måde markedsføres som en ‘cross over artist’, der byggede bro mellem de oprindelige sorte rødder og en nyere hvid pop-sound, der generelt kom til at præge årtiet på godt og ondt.

Albummets succes blev hjulpet på vej af Turners udgave af Al Greens soulklassiker Let's Stay Together i en opdateret lyd, der blev lanceret som single november 1983 og indvarslede, at noget stort lurede i horisonten. Der høvles vokalt igennem over hele linjen, som det fremgår af åbningsskæringen I Might Have Been Queen, en habil rocksag med selvbiografiske referencer på tekstsiden.

Der er umiskendelig hitlistepotentiale i What's Love Got to Do with It skrevet af Graham Lyle og Terry Britten med singlerelease samme måned som albummet. Britten står bag Show Some Respect, endnu en single, der demonstrerer Turners flair for at få tidstypisk klingende rock ud over rampen med lige dele bid og temperament i afleveringen. I Can't Stand the Rain (Ann Peebles, Don Bryant og Bernard Miller) er Turner i rollen som standhaftig soulmama, dog lovlig maskinelt produceret efter min smag. Her er live versionen at foretrække.

Better Be Good to Me er krediteret hitmagerne Mike Chapman og Nicky Chinn sammen med Holly Knight. Turner oser af vokal viljestyrke og forlanger at blive behandlet ordentligt og med respekt - hun spiller på hjemmebane her med dyrt købte erfaringer i bagagen. Nummeret blev inkluderet på soundtracket til Miami Vice og er atter fundet frem i filmen IF (2024). Turner slipper heldigt og forrygende funky fra fortolkningen af David Bowies 1984, der var ret a propos på udgivelsestidspunktet, hvor Orwells knap så muntre perspektiver for fremtiden blev diskuteret som aldrig før.

Speederen er i bund på Paul Bradys hårdtpumpede rocker Steel Claw med Turner i formidabel form og en ekvilibristisk Jeff Beck guitar solo, der vil frem i bussen. Som før nævnt er udgaven af Beatles’ Help med på den internationale trackliste, men i et noget andet tempo og arrangement, der tangerer det gospelprægede med et touch af reggae. Hun kunne så at sige det hele anno 1984, og man kan godt undre sig over, denne godbid ej kom med på den amerikanske album sammensætning.

Højdepunktet er dog den mere end syv minutter lange titelsang begået af Mark Knopfler, som først var tiltænkt Dire Straits' 1982 album Love over Gold. Bandet indspillede den instrumentale del, men Knopfler fandt teksten uegnet til at blive indsunget af en mand, droppede nummeret og spurgte, om Turner ville have det. Af kontraktmæssige årsager måtte Dire Straits minus Knopfler genindspille backing tracket tilføjet Jeff Beck og Mel Collins (tenor sax) som solister.

Mark Knopfler udtalte omkring 2010, at sangen blev ruineret på grund af ‘them drafting in Jeff Beck to play the world's second-ugliest guitar solo’. En temmelig barsk dom fra den berømte instrumentkollega. Den engelske musikjournalist Mark Millan var mere positiv og skrev om selvsamme nummer: ‘It's a sexy, dark track that gives the album an edge and also a chance for Turner's powerful sexuality to sparkle’, en vurdering der er ganske rammende for indholdet

Tina Turner har i et interview med radioværten Roger Scott i 1991 fortalt følgende om Private Dancer og lyrikken, der tager fat i prekære emner som prostitution og kommerciel udnyttelse af kvindens såkaldte ældste erhverv: ‘Someone said, 'Why did you select "Private Dancer"? It's a song about a hooker. Is it because you've been a hooker?' And I was shocked... I didn't see her as a hooker... I can be naive about some of these things. But actually the answer is no. I took it because it was an unusual song. I'd never sung a song like it. And I wish you could hear Mark's version of it. He's got a very English-sounding voice... and it was really quite beautiful.... A very arty song... so I put the old soulful touch on it.’

Æret være Tina Turners minde, et forbillede for mange kønsfæller i en barsk underholdningsindustri, hvor du bliver bedømt og vejet på dit seneste produkt. Den test bestod den stovte og stolte kvinde fra Nutbush, Tennessee med maner for 40 år siden, selv om tidens tænder har gnavet lidt her og der i Private Dancer, der blev optakten til hendes globale tour de force.