50 år med David Bowies Diamond Dolls
Den dystre fremtid med et snert af funk
Af Thomas Vilhelm
David Bowies ottende studiealbum, der udkom den 24. maj 1974, er et farvel til glamrocken og et goddag til inspirationen fra soul- og funkmusikken, der for alvor gjorde sig gældende på efterfølgeren Young Americans (1975). Meningerne om Diamond Dogs var og er fortsat delte, hos denne skribent er begejstringen dog stadig stor. Bowies tidligere backingband The Spiders from Mars er her fortid, hvilket ligeledes gælder produceren Ken Scott. Bowie satte sig enevældigt i hans stol og stod sågar for al guitararbejdet med et par enkelte undtagelser, nu Mick Ronson ej længere var en del af holdet.
Bowies spil på den seksstrengede er mere skrabet og rå i lyden og signalerer punk og punkrockens indtog få år senere. Situationen før udgivelsen af Diamond Dogs bar præg af en vis usikkerhed om den fremtidige retning, mens Bowie forkastede flere konceptuelle ideer herunder en musical version af Ziggy Stardust pladen (1972) og en fortolkning af George Orwells berømte roman 1984 (1949) til brug for tv, et forehavende enken Sonia Orwell satte en stopper for til Bowies udtalte ærgrelse.
Bogens dystopiske univers skinner tydeligt igennem på Diamond Dogs sammen med William S. Burroughs’ surrealistiske skriverier om det postmoderne kollaps mod vanviddets rand. I titelsangen præsenteres en ny karakter i Bowies person(a)galleri, Halloween Jack, der er ‘a real cool cat’, og det kontroversielle cover er designet af den belgiske popart kunstner Guy Peellaert med Bowie portrætteret som halvt menneske og halv hund.
Singleforløberen Rebel Rebel med glamrocken intakt og Stones lydende riffrock for fuld skrue sikrede Diamond Dogs en solid kommerciel affyringsrampe mod toppen af hitlisterne på begge sider af Atlanterhavet. Albummet blev bakket op af en længere Diamond Dogs Tour med teatralske sætstykker på scenen, koreograferede bevægelser og hyppige kostumeskift.
Hovedparten af Diamond Dogs materialet fandt vej til turnéens sætliste, hvilket fremgår af dobbeltkoncertalbummet David Live, der udkom oktober samme år og optaget den 10.-13. juli 1974 i USA med et 11 mands stort orkester. Bowie øvede sit guitarspil dagligt før og under optagelsen af Diamond Dogs bevidst om, at arven fra Mick Ronson ville blive en tung byrde at løfte. De toneangivende New Musical Express skribenter Roy Carr og Charles Shaar Murray beskrev Bowies guitarindsats og lyd som ‘scratchy, raucous, semi-amateurish sound that gave the album much of its characteristic flavour’.
Pianisten Mike Garson, en troldmand på sit instrument, bakkede Bowie op på Diamond Dogs sammen med trommeslagerne Ansley Dunbar og Tony Newman. Herbie Flowers tog sig af bassen, alle glimrende sessionfolk som kan deres håndværk til UG. Albummet betød desuden en genforening med Tony Visconti, der efter fire års pause i Bowie-land bidrog med et vildt og hvirvlende stryger arrangement til 1984 nummeret og stod for en væsentlig del af selve mixningen.
Albummet sættes i gang af spoken word introen Future Legend, hvor Bowie beretter om et post apokalyptisk Manhattan kaldet Hunger City med kæmperotter og -fluer, før titelnummeret tager over og indledes af den ildevarslende linje ‘This ain't rock'n'roll – this is genocide’. Bowie beskrev Diamond Dogs sangen på følgende og rammende vis i Nicolas Peggs 2016 bog The Complete David Bowie:
‘They were all little Johnny Rottens and Sid Viciouses really. And, in my mind, there was no means of transport... So there were these gangs of squeaking, roller-skating, vicious hoods, with Bowie knives and furs on, and they were all skinny because they hadn't eaten enough, and they all had funny-coloured hair. In a way, it was a precursor to the punk thing.’ Bowie crooner til perfektion på Sweet Thing/Candidate/Sweet Thing (Reprise) suiten med soul i afleveringen i tekster, der handler om dekadence, sex og falsk selviscenesættelse.
Rebel Rebel med ordene ‘You got your mother in a whirl / She's not sure if you're a boy or a girl’ forudser noget af punkbevægelsens vildskab og samtidens leg med kønsidentitet, der stadig finder sted nu om dage. Den smukt svungne ballade Rock 'n' Roll with Me er endnu et nik i retning af soulmusikken, mens den dæmonisk dystre We Are the Dead tager udgangspunkt i 1984 romanen samt hovedkaraktererne Winston og Julias skæbne og kærlighed til hinanden under et totalitært regime med hjernevask, overvågning og tortur af anderledes tænkende på programmet. We Are the Dead er klart en af Bowies mest gotiske og direkte urovækkende sange.
Nummeret 1984 er tolket som en form for lyrisk gengivelse af Winstons fængsling og forhør i Orwells fremtidsfabel tilsat Viscontis arrangement og et soul/funk farvet tonesprog. Guitarlinjerne med wah-wah pedal er spillet af Alan Parker med tydelig reference til Isaac Hayes Shaft filmtema fra 1971. Der er mere Orwell tematik i Big Brother, hvor den arme Winston efter pinsler og rædsler definitivt har overgivet sig til Den store broder, der er overalt og sikrer, at ingen får kætterske tanker.
Den knap to minutter lange Chant of the Ever Circling Skeletal Family sætter et effektfuldt og pessimistisk punktum for Diamond Dogs med ordet ‘Brother’ gentaget i en uendelighed hen over de sidste 30-35 sekunder. Nummeret kører i 5/4 og 6/4 med taktfast tromme/bas spil og et forvrænget guitar loop, der tilføjet det konstant messende ‘Brother’ opnår en direkte uhyggelig stemning og fornemmelsen af total overgivelse til onde kræfter.
David Bowie maler med sort på Diamond Dogs, et konsekvent statement og et truende kig i glaskuglen, der varsler lurende farer forude. Det viste sig langt fra at blive sidste gang, den tynde hvide hertug skød med dartpile og tog det tunge skyts i brug mod ensretning, totalitære tendenser og tegn på forfald, fordummelse og farlig forførelse. Historien har jo adskillige gange vist sig at give David Bowie ret, mens diamanthundene gøede glamrende mod vinden.