50 år med John Lennons "Rock 'N' Roll"

‘I remember the old rock songs better than I remember my own songs. If I sat down in a room and just started playing, if I had a guitar now and we were just hanging out singing, I would sing all the early and mid ’50s stuff — Buddy Holly and all. I remember those. I don’t remember the chords or the lyrics or anything of the Beatles’ stuff. So my repertoire is that’, fortalte John Lennon i et interview fra 1980 om baggrunden for hans femte studiealbum Rock 'N' Roll, der blev hans sidste rene soloudgivelse i levende live, og den betydning datidens musik havde for ham.

Rock 'N' Roll blev udsendt den 17. februar 1975 efter en række sessions i oktober måned 1973 og 1974. Producerkrediteringen er delt mellem John Lennon og Phil Spector, hvor sidstnævnte stod for opgaven i 1973. Lennon valgte at gøre arbejdet færdigt året efter uden den notorisk berømte og berygtede Spector. Deres samarbejde forløb ikke just gnidningsfrit og gav årsag til en del tumult og drama på de indre linjer, efter Lennon havde overladt ham den fulde kontrol.

John Lennon i Rolling Stone, 1975: ‘It started in '73 with Phil and fell apart. I ended up as part of mad, drunk scenes in Los Angeles and I finally finished it off on my own. And there was still problems with it up to the minute it came out. I can't begin to say, it's just barmy, there's a jinx on that album.’ Phil Spector startede med at gå målrettet til sagen ved at vælge studie, musikere og sange til projektet, men da alkoholdjævlen for alvor viste sit grimme kontrafej, begyndte det at accelerere i den gale retning.

På et tidspunkt dukkede Spector op iført noget, der lignede en lægekittel, og fyrede sin medbragte pistol af mod loftet tæt på Lennon, så det ringede for hans ører i flere dage. Indholdet af en flaske whiskey røg ned i A&M studiets mixerpult under en af de utallige våde aftener, hvilket førte til trusler om bortvisning. Efter hver studiedag tog Spector masterbåndene med hjem til sit hus bag Lennons ryg og forsvandt pludselig med dem alle sammen. Ingen hørte fra ham i månedsvis ud over et opkald til John Lennons hjem med en kryptisk telefonbesked, der mellem linjerne indikerede, at båndene befandt sig i hans varetægt.

Marts 1974 blev Phil Spector involveret i et biluheld, hvorefter arbejdet med Rock 'N' Roll røg på standby. I mellemtiden indspillede Lennon sit fjerde og særdeles succesfulde soloalbum Walls and Bridges udsendt september/oktober 1974 i USA og Europa. De forsvundne masters til Rock 'N' Roll dukkede op under tilblivelsen af Walls and Bridges, men Lennon besluttede først at gøre det færdigt, før han atter kastede sig over sit con amore projekt. Den 21.-25. oktober 1974 kom der fart over feltet med Rock 'N' Roll, efter Lennon overtog styringen uden yderligere kaos og kontroverser.

Der opstod nogle problemer i slutningen af 1973, da sangforlægger Morris Levy truede med en retssag for brud på copyrightloven, der efter planen skulle foregå i New York, men så langt kom det dog ikke, da de indgik et forlig om, at ex-Beatlen skulle indspille tre sange med kunstnere fra Levys forlag på sit næste album. Sagens baggrund er som følger: I 1969 skrev Lennon Come Together til Beatles’ Abbey Road mesterværk.

Nummeret er kraftig inspireret af Chuck Berrys You Can't Catch Me, og især brugen af linjen ‘Here come [old] flat-top’ fra Berrys sang i Come Together endte med at volde Lennon kvaler, der kaldte på en hurtig løsning. Ovenpå lidt trusler i luften og forhaling endte det med, at Lennon fortolkede You Can't Catch Me og Ya Ya på Rock 'N' Roll. Rettighederne til begge numre blev forvaltet af Morris Levys forlag.

Kabalen med kravet om tre sange gik op, idet Lennon også havde fat i Ya Ya på Walls and Bridges, en slags mellemløsning, Levy må have valgt at godtage. Nostalgibehovet lå i luften i 1973 og fik næring på filmfronten i George Lucas’ American Graffiti med ældre hits på lydsporet, og TV fulgte trop med serien Happy Days, som Lennon besøgte under optagelserne sammen med sin daværende kæreste May Pang og sønnen Julian.

John Lennon synger sensationelt godt på Rock 'N' Roll med sin let nasale og kraftfulde stemme tilsat en god portion overdrive i det høje leje, der lyder som skræddersyet til klassisk rock, r&b og en snert af soul i et repertoire valgt ud fra de nostalgiske følelser, der knytter sig til den enkelte sang. Han kaster sig over opgaven med en fyrig energi, så lytteren ikke er et sekund i tvivl om, at materialet har præget hans egen musikalske grundskoling i de formative år.

Be-Bop-a-Lula, gjort populær af Gene Vincent i 1956, sikrer albummet en stilfuld optakt, der fortsætter med hittet Stand By Me, hvor det lykkes Lennon at udødeliggøre Ben E. King klassikeren for al evighed. Det korte Medley bestående af Rip It Up/Ready Teddy svinger heftigt med en virilt snerrende Lennon i front. Sådan skal den slags kort sagt gøres. Copyright stridens kerne, You Can't Catch Me, er produceret af Phil Spector, hvilket han slipper yderst heldigt fra med det enorme lydtapet kørt i stilling. Og sikke en klasse vokal leveret af Lennon igen og igen.

Fats Dominos Ain't That a Shame gynger gevaldigt, og poptraveren Do You Want to Dance er snedigt sat i scene af Lennon i et drilsk, overraskende og funky arrangement. Spector er legesygt på spil i Chuck Berrys Sweet Little Sixteen, der når sikkert hjem. Det samme gør Little Richards Slippin’ and Slidin’ og Buddy Holly signatursangen Peggy Sue. Sam Cookes Bring It On Home to Me/Send Me Some Lovin’ bliver spillet med klædelig tyngde og fremført af Lennon i topform, så man tror ham hvert et ord.

Mere Phil Spector ind over Bony Moronie, der afløses af den charmerende Lee Dorsey letvægter fra 1961, Ya Ya. Just Because, der oprindelig blev lanceret af Lloyd Price og til formålet her produceret af Phil Spector i den vanlige Wall of Sound stil, kunne jeg imidlertid fint have undværet. Lennons version gør såmænd den hulkende tåreperser al mulig ære, men heller ikke mere. Just Because er alt efter temperament og smag albummets dark horse eller klare bundskraber.

Jeg har altid haft et svagt punkt for Lennons finale femmer i eget regi, en udgivelse der strutter kålhøgent af saft og kraft over hele linjen. De indforskrevne studiemusikere har bestemt også deres andel i det vellykkede resultat. Det veritable opbud af kompetente folk på alle poster tæller ud over Lennon på vokal og rytmeguitar blandt andet Larry Carlton, Steve Cropper, Jesse Ed Davis og José Feliciano (guitar), Bob Glaub og Klaus Voormann (bas), Leon Russell og Ken Ascher (keyboards), Hal Blaine, Frank Capp, Jim Gordon og Jim Keltner (trommer).

Hertil skal føjes syv blæsere, hvor Bobby Keyes skiller sig ud med sit magtfulde saxofonspil. Med nævnte lineup kunne det næppe gå galt, snarere tværtimod. Rock 'N' Roll bør nyde fuld fortjent klassikerstatus, og er der mere på lager fra disse sessions egnet til release, skal den klare opfordring lyde: Kom med det, for der røg en del flere numre i kassen, end der blev levnet plads til på albummet. Lennon fans er med diverse bokssæt in mente et krævende folkefærd.