Musik & film

Af en reggaekonges bekendelser

Bob Marley 80 år

Af Thomas Vilhelm

Bob Marley. Foto: Island Records, Public domain. Fra Wikipedia Media.
Foto: Island Records, Public domain. Fra Wikipedia Media.

Den 10. juni 1980 udgav Island Records det, der skulle vise sig at blive Bob Marleys svanesang i selskab med sit fantastiske band The Wailers, ‘Uprising, idet han døde 11 måneder senere af aggressiv hudkræft blot 36 år gammel. Den inciterende og opløftende single derfra, Could You Be Loved, blev et hit særligt i England, hvor hele Uprising klarede sig flot.

‘Could You Be Loved’ er senere blevet fortolket af Marleys egne børn i bandet Ziggy Marley and The Melody Makers, jeg oplevede under Midtfynsfestivalen i 1988. Også Joe Cocker, Shakespeare Sisters, Toto og Lauryn Hill har haft fat i den live og i studiet. Sidste nummer på Uprising, Redemption Song, skiller sig markant ud, da Marley indsang det kun akkompagneret af akustisk guitar.

Redemption Song refererer direkte til rastafari religionens panafrikanske rødder med budskabet om sort stolthed og frigørelse fra fysisk og åndeligt slaveri. Sangens politiske, personlige og religiøse indhold gør den for mange fans verden over og særligt på Jamaica til et af de vigtigste statements overhovedet i Marleys karriere. Redemption Song fandt vej til The Wailers' repertoireliste og findes i en bandversion som bonusmateriale på 2001 genudgivelsen af Uprising.

Ligeledes knytter Forever Loving Jah sig stærkt til rastafari tilhængernes metafysiske univers, da Jah er betegnelsen for deres monoteistiske gud. Derudover er musik, dans, sociale aktiviteter, dreadlocks, marihuanarygning og en gammeldags opfattelse af kønsroller væsentlige dele af måden, troen udleves på med Marley som den absolut mest kendte discipel med ikonstatus.

Emner som politik, religion, livsstil og måden det moderne menneske forvalter klodens ressourcer på, går lyrisk igen over hele Uprising, der endte som det 12. og sidste i rækken af Bob Marley & The Wailers plader indspillet og lanceret i løbet af deres 17 år lange levetid.

Men var alt kun ganja og positive vibrationer? Bob Marley, født den 6. februar 1945 i Nine Mile, Saint Ann Parish, Jamaica - død den 11. maj 1981 i Miami, Florida, ville i år være fyldt 80, hvis ikke en ubehandlet kræftsvulst i storetåen havde sat en brat og tidlig stopper for den ukronede reggaekonges liv. Bob Marley er stadig et forbillede for millioner af mennesker i tredjeverdenslande og ghettoområder kloden rundt, der ønsker at tage kampen op mod uretfærdighed og ulighed.

Sangene om krig, kærlighed og korrupte politikere var et klart udtryk for, at Bob Marley stod for meget andet end blot Rastafari og chill out dyrkelse af marihuana som led i den meditative gudetro. Med The Wailers leverede Marley en række mesterlige plader i 70'erne præget af tung roots reggae med tydelig markering på treslaget i takten frem for to og fire som det meste rock og pop er baseret på.

Inden for reggae refereres der til ‘The One Drop’, hvor der spilles på og omkring treslaget en teknik, rytmegruppen i Wailers med brødrene Aston og Carlton Barrett på henholdsvis bas og trommer mestrede til perfektion resulterende i et dovent duvende beat, inkarnerede fans kan stene og bevæge sig til i timevis.

Marleys musik har påvirket en del kunstnere inden for hiphop, rap, dancehall, ska, rock steady og dub, og de mange uopslidelige sange er blevet fortolket af yderst forskelligartede bands og solister, hvilket beviser deres holdbarhed. Desuden tæller Bob Marleys facebookside mere end 66 millioner likes og følgere. Tal lige om global gennemslagskraft.

The Wailers med den karismatisk dragende og fodboldentusiastiske Bob Marley i front, der nåede at blive far til i alt 11 børn, debuterede i 1965 med albummet The Wailing Wailers fulgt op af Soul Rebels (1970) og Soul Revolution Part II (1971). Catch a Fire og Burnin', begge fra 1973, er slidstærke klassikere med helstøbte sange som Concrete Jungle, Stop That Train (skrevet af Peter Tosh), Stir It Up, Kinky Reggae, Get Up, Stand Up, I shot The Sheriff, som mange kender i Eric Claptons version, og Small Axe.

Natty Dread (1974) bød på Lively Up Yourself og den populære sjæler No Woman, No Cry. Min tre år ældre storebror havde ofte dobbelt live udgivelsen Babylon by Bus (1978) på pladetallerkenen, jeg indrømmet havde mere end vanskeligt ved at sidde stille til spækket med det ene hypnotiserende groove efter det andet.

One Love fra Exodus (1977), en af mine personlige favoritter, citerer flittigt Curtis Mayfields People Get Ready. Derfor var det på sin plads, da Mayfield senere blev krediteret som medkomponist på sangen. Albummet præsenterede endvidere gedigent gyngende sager som titelsangen, Natural Mystic, Jamming, Waiting in Vain og den skammeligt iørefaldende Three Little Birds.

Marley og Mayfield er på sin vis åndeligt nært beslægtede, hvor Marley dog udtrykte sig mere kontant og militaristisk i sit ønske om at forvandle verden til et bedre sted. I 2004 valgte Rolling Stone ham ind som nummer 11 på deres 100 Greatest Artists of All Time liste, en placering der vanskeligt kan indvendes noget imod. Den velrenommerede engelske forfatter og journalist David Thompson skrev i 2002 i sin bog Reggae and Caribbean Music følgende om Marleys betydning, idealisme og den kommercielle udbytning, han blev genstand for:

'Bob Marley ranks among both the most popular and the most misunderstood figures in modern culture ... That the machine has utterly emasculated Marley is beyond doubt. Gone from the public record is the ghetto kid who dreamed of Che Guevara and the Black Panthers, and pinned their posters up in the Wailers Soul Shack record store; who believed in freedom; and the fighting which it necessitated, and dressed the part on an early album sleeve; whose heroes were James Brown and Muhammad Ali; whose God was Ras Tafari and whose sacrament was marijuana.

Instead, the Bob Marley who surveys his kingdom today is smiling benevolence, a shining sun, a waving palm tree, and a string of hits which tumble out of polite radio like candy from a gumball machine. Of course it has assured his immortality. But it has also demeaned him beyond recognition. Bob Marley was worth far more"

Æret være Robert Nesta Marleys minde.