Hovedværker fra 90'erne

Jeff Buckley døde som følge af en tragisk drukneulykke den 29. maj 1997 mindre end tre år efter udgivelsen af sit eneste studiealbum Grace den 15. august 1994 i Europa og den 23. august i USA. Men albummet, der bærer det lysende stortalents signatur, der kun nåede 30 år på denne jord, har fået forlænget levetid i publikums bevidsthed frem mod 2016 i form af liveoptagelser, demoer, outtakes, kompilationer og genlanceringer af Grace forsynet med ekstramateriale.

Albummet alene består af 10 slidstærke sange senere tilføjet Forget Her, der også er med på Grace: Legacy Edition (2004), der anbefales dem, der må have mest mulig med af, hvad der blev indspillet under de sessioner, der førte til Grace herunder alternative takes og versioner af andres materiale, Buckley med band sandsynligvis har brugt til at spille sig varm på. Legacy Edition indeholder ydermere en dvd med en dokumentar om udgivelsen og en række musikvideoer.

Den halve snes sange fra Grace solgte moderat i 1994-95 og modtog blandede anmeldelser, hvilket har ændret sig over tid, hvor blandingen af alternativ rock og folkrock med elementer af grunge og det lettere jazzede nåede et støt stigende publikum og fik en del kritikere til at genoverveje bedømmelsen af albummet, der i dag nyder kultstatus og prædikat af mesterværk.

Jeg tilslutter mig hyldestkoret med blandt andet Jimmy Page og Robert Plant fra hovedinspirationskilden Led Zeppelin, der har udnævnt Grace som et af årtiets bedste albums. Hollywood stjernen Brad Pitt udtrykte i 2002 sin begejstring for Buckleys enlige og smukke svane på følgende måde, der er ganske rammende for dens kvaliteter:

‘There's an undercurrent to his music, there's something you can't pinpoint. Like the best of films, or the best of art, there's something going on underneath, and there's a truth there. And I find his stuff absolutely haunting. It's just under my skin.' Bob Dylan har tilføjet ‘one of the great songwriters of this decade,’ og David Bowie har betegnet Grace som en af hans 10 ‘Desert Island Records’ i opslagsværket 1,000 Recordings to Hear Before You Die: A Listener's Life List (2008).

Grace, der i dette årtusind figurerer på et utal af lister over væsentligste udgivelser gennem tiden, indledes af Mojo Pin, der sætter den høje standard for resten af pladen. Det nummer og den elegiske og grandiost opbyggede titelsang, der handler om afsked med sin elskede foran lufthavnen i øsende regn, er skrevet i samarbejde med den 14 år ældre komponist og oprindelige medlem af Captain Beefhearts Magic Band, Gary Lucas, der også spiller guitar på dem. Buckley har om Mojo Pin forklaret:

‘Sometimes if somebody you feel you need... the whole universe tells you that you have to have her, you start watching her favorite TV shows all night, you start buying her the things she needs, you start drinking her drinks, you start smoking her bad cigarettes, you start picking up her nuances in her voice, you sleep in safe sometimes the most dangerous thing... this is called Mojo Pin.’

Herefter følger de stemningsfyldte ballader Last Goodbye, Lilac Wine og So Real båret af Buckleys intense vokal, knivskarpe intonering og enorme register tilsat de øvrige musikeres sans for dynamiske nuancer og for at skabe klimaks, hvilket især løfter So Real mod uanede højder. Fortolkningen af Leonard Cohens nær guddommelige Hallelujah er en af mest minderige nogensinde, hvor tekstens lag af tristesse, smerte, skønhed og storhed forløses til perfektion i løbet af syv minutter.

Lover, You Should've Come Over er Buckley i sit mest soul- og gospelfarvede hjørne, der går rent ind. Rockbranchen mistede en vokalist af ædleste karat for 27 år siden, hvilket der tilsvarende føres bevis for i den grunge rockende Eternal Life og slutskæringen Dream Brother med dens rolige svæv. Æret være guitaristen, sangeren og poeten Jeff Buckleys minde, hvis nådegave for det exceptionelle til en vis grad stammer fra faderen Tim Buckley, der i de bedste stunder ligeledes forløste sine sange med en særlig ophøjet glød og drama.

PORTISHEAD: DUMMY

Portishead centreret omkring Beth Gibbons karakteristiske og luftige sangstemme udgav deres roste debutalbum Dummy den 22. august 1994, som blev bannerfører for den elektronisk baserede trip hop genre i anden halvdel af 90’erne. Gibbons etablerede Portishead med multiinstrumentalisterne Geoff Barrow og Adrian Utley i 1991 og gik i gang med indspilningen af Dummy i slutningen af 1993.

Produktionen af albummet er blevet til ved markant brug af sampling, scratching og programmerede tromme-loops, der overførtes til vinylmediet før det videre arbejde med numrene i studiets opsætning af mixerpulte, båndmaskiner og effekter for at opnå en gammeldags støvet lyd kombineret med tidens toneklang.

Der er samplet korte bidder fra Lalo Schifrins filmmusik (Sour Times), Weather Reports Elegant People (Wandering Star), War nummeret Magic Mountain (Biscuit) og Isaac Hayes' Ike's Rap II i Glory Box. Portishead stammer fra Bristol, der ved udsendelsen af Dummy fik uofficiel status af trip hoppens hovedstad. Bandet er gået grundigt til værks og har med debuten leveret et gennemmusikalsk genrestykke, der til fulde lever op til modtagelsen.

Musik journalisten Simon Reynolds kunne i 1995 fra Bristol og andre byer berette om; ‘that Dummy had become popular background music in cafes and boutiques and found appeal among audiences of other genres, including alternative rock and R&B listeners.’ Numb og Sour Times banede vejen for albummets succes som singler, og ikke så få anmeldere i den internationale musikpresse røg op i det røde felt af begejstring.

Stephen Dalton fra NME bemærkede sig den alt overvejende molstemte melankoli og skrev: ‘This is, without question, a sublime debut album. But so very, very sad. From one angle, its languid slowbeat blues clearly occupy similar terrain to soulmates Massive Attack and all of Bristol hip-hop's extended family. But from another these are avant garde ambient moonscapes of a ferociously experimental nature.’ Det er skarpt formuleret og observeret.

Sharon O'Connell fra Melody Maker er på linje med sin kollega og mener, at Portishead er; undeniably the classiest, coolest thing to have appeared in this country for years ... Dummy, their debut, takes perfectly understated blues, funk and rap/hip hop, brackets all this in urban angst and then chills it to the bone.’ Hun fortsætter; musique noire for a movie not yet made, a perfect, creamy mix of ice-cool and infra-heat that is desolate, desperate and driven by a huge emotional hunger, but also warmly confiding ... and Dummy marks out that territory perfectly.’

Grace og Dummy er løftet mod højere kvalitative luftlag af viljen til at skabe nyt blod kombineret med aftapninger fra musikhistoriens righoldige lagre som grundlag for de næste generationers ideer. Det lykkedes til perfektion for Jeff Buckley i USA og Portishead i England, der ydede væsentlige bidrag til, at 1994 endte som et mangfoldigt musikår på flere planer.