Lyden af 80'er hits og Miami Vice

Den 18. februar 1985 udsendte Virgin Records Phil Collins tredje studiealbum No Jacket Required spækket med radiovenlige numre, der på godt og ondt kom til at påvirke de følgende sæsoners musik og lyd. Collins lagde sig i yderbanen med sin hitkaravane domineret af et mainstream pop/rock udtryk tydelig farvet af den soul/funk stil, han ligeledes dyrkede på forgængerne Hello, I Must Be Going! (1982) og Face Value (1981). 

De dansante uptempo numre fylder mere på No Jacket … end hidtil, mens One More Night, Sussudio, Don't Lose My Number og Take Me Home før og efter udgivelsen banede vejen for albummets succes som singler med tilhørende videoversioner, der roterede flittigt på MTV. Singlerne nåede alle i top-10 på Billboard Hot 100 listen. Sussudio og One More Night indtog sågar begge førstepladsen. Collins treer blev det næstmest solgte album i Storbritannien i 1985 kun overgået af Dire Straits’ Brothers in Arms.

Flere af sangene fandt vej til den populære og tidstypiske tv-serie Miami Vice, hvilket kun øgede det kommercielle potentiale, der i forvejen var af betydeligt omfang. No Jacket… skønnes for længst at have passeret et globalt salg på 25 millioner enheder. No Jacket Required World Tour løb af stablen februar 1985 frem til juli bestående af 85 koncerter, der fik sat prikken over i’et, da Collins optrådte både i England og USA under Live Aid som soloartist og sammen med Sting, Eric Clapton og et til lejligheden gendannet Led Zeppelin, der ikke gjorde nogen synderlig god figur. 

Efter indspilninger og turnéer med Genesis og Eric Clapton påbegyndte Phil Collins arbejdet med No Jacket … ‘I have a notion of what I want to do: break out of this 'love song' box that I've found myself in. I'll make a dance album. Or, at least, an album with a couple of uptempo tracks,’ skriver Collins om intentionen bag albummet i sin selvbiografi Not Dead Yet (2016). Han eksperimenterede med trommemaskiner og lagde sine egne håndspillede trommer oveni for at opnå det bedste af begge verdener. 

‘You know, I was very happily married to Jill, my present wife, when I wrote it, but I had been divorced, my manager was getting divorced, a couple of good friends were getting divorced, and I thought, What's going on? Doesn't anybody stay together any more? The song came from that’, er Collins personligt vinklede kommentar til Doesn't Anybody Stay Together Anymore i et Playboy interview fra 1986. Nummeret ville passe fint ind på et Genesis album fra 80’erne. 

Det samme gælder for så vidt Only You Know and I Know, en funky rocker med kant i afleveringen skrevet af Genesis guitaristen Daryl Stuermer og en af mine favoritter fra No Jacket… Take Me Home handler ifølge Collins om en patient på et psykiatrisk hospital og hjælpes på vej af Peter Gabriel, Helen Terry og Sting i omkvædet. Sting er ligeledes i vokal aktion i den flot forløste ballade Long Long Way to Go, der hører til i den bedre ende af Collins’ slow songs. 

Stuermer står ligeledes for den solide, men noget anonyme poprock ekskursion I Don't Wanna Know. Der er anderledes synth- og programmede trommesporsmæk for skillingerne i Sussudio, men lovlig kalkuleret efter min smag, selv om der produktionsmæssigt er tale om uhyre gennemført pop håndværk. One More Night er tonesætningen af behagesyg tomgang og et søvndyssende overindtag af Valium, en tendens der har været tæt på at ruinere senere soloalbums i karrieren. 

Don't Lose My Number er en dancefloor filler, der langt henad vejen er skåret efter samme appellerende læst som Sussudio. Lyden af arketypisk 80’er pop udført af myreflittige Phil Collins, der indrømmet kan sit kram og arbejder hårdt og målrettet for succesen. Who Said I Would forædles af et hårdtpumpet beat beregnet til at gå direkte i bentøjet og hundesvært synkoperede blæserriffs sikkert leveret af The Phenix Horns kendt fra et længere virke hos Earth, Wind and Fire og de første to Collins udgivelser. 

Albummets titel refererer til en episode, hvor Collins vil på restaurant i Chicago sammen med den tidligere Led Zeppelin forsanger Robert Plant, men formenes adgang, da hans påklædning ikke er i overensstemmelse med etablissementets dresscode. Plant blev lukket ind, mens Collins iklædt en jakke diskuterede med personalet, der hævdede, at den ikke var tilstrækkelig fin og proper, hvilket gjorde Collins temmelig arrig. Han har genfortalt historien flere gange i Late Night with David Letterman og The Tonight Show Starring Johnny Carson og fik tilsendt en undskyldning fra restaurantens chef sammen med en sportsjakke, han gerne måtte tage på ved et eventuelt nyt besøg. 

No Jacket… modtog overvejende positive anmeldelser, men også nogle hak i tuden. ‘It's not a completely satisfying recording, but it is the best example of one of the most dominating and influential styles of the 1980s’, skrev Geoff Orens i en retroperspektiv vurdering i AllMusic. ‘Collins' recipe of tense vocals spiced with saucy horns and splashy electro-jitterbugging synthesisers often leaves little room for real feeling to squeeze through. When he slows down and lets his smoldering moodiness take over, the effect is magical’, stod der at læse i Los Angeles Times marts 1985. 

Stephen Holden i The New York Times april 1985: ‘In 'One More Night', Mr. Collins's recent number-one hit, a ticking snare drum injects a whisper of lurking fear into a song that suggests a sweeter, tenderer reprise of 'Against All Odds’. On the surface, No Jacket Required, is an album bursting with soulful hooks and bright peppy tunes. But beneath its shiny exterior, Mr. Collins' drums and his voice carry on a disjunctive, enigmatic dialogue between heart and mind, obsession and repression.’ Jeg er enig i, at der faktisk er noget at komme efter hist og her under overfladen, og rent vokalt er Phil Collins stærkt kørende med et passioneret drive og sikker intonation i det høje toneleje. 

‘Phil Collins' sudden transformation from the balding bantam drummer for a prosperous British art-rock group into a mainstream pop heartthrob might seem one of the Eighties' most improbable success stories. But judging from the sly craft and warm, low-key humour of his solo records and his successful productions for Philip Bailey and Frida, Collins' newfound fame was inevitable.’ 

Ordene stammer fra Rolling Stone’s superskribent David Fricke, der altid formulerer sig præcist med sikker sans for perspektivering af stoffet. No Jacket… er den klanglige iklædning af midt-80'erne præget af neonfarver, pasteller og skulderpuder, hvor min generation forlod teenagertiden og følende famlede os frem gennem de første voksenår. Det er egentlig ganske godt gået af en popplade, der sigtede efter danseskoene, men samtidig manede til eftertanke for den verden, vi levede i, hvor mennesker mødes og forlader hinanden igen. ‘Turn it off if you want to, Switch it off, it will go away, Turn it off if you want to, Switch it off or look away’, som Phil Collins og Sting udtrykker det i Long Long Way to Go.