Musik & film

Lyden af synthesizere som summende biler

50 år med Kraftwerks Autobahn

Af Thomas Vilhelm

Kraftwerk: Autobahn

‘Fahr'n, Fahr'n, Fahr'n Auf Der Autobahn'. Denne Kling Klang produktion fra de innovative tyskere i Kraftwerk udgivet den 1. november 1974 er langt forud for sin tid og blev stilskabende som deres øvrige albums for en stor del af den efterfølgende pop, synthpop, elektropop, electronica, avantgarde og lignende genrer. Autobahn er produceret af de altdominerende hovedkræfter Florian Schneider og Ralf Hütter og indspillet i Kling Klang studiet i Düsseldorf samt Conny's Studio i Köln.

Der er noget sært dragende over Kraftwerks univers med lige dele monotoni, maskinpark, melodisk flair og tegn på menneskelighed bag hele setuppet. På det fjerde album bevæger Kraftwerk sig væk fra den eksperimenterende krautrock stil på de foregående udspil i retning af elektronisk pop med masser af synthesizere og programmerede trommespor.

Side 1 udgøres af den 22 minuter lange Autobahn suite med sparsom lyrik forfatter af Schneider, Hütter og Emil Schult, der hylder glæden ved at køre på de tyske motorveje i bil med en kraftig motor i høj fart. Side 2 er viet det kortere format, der indledes med den dystert klingende Kometenmelodie 1 fulgt af Kometenmelodie 2, Mitternacht og Morgenspaziergang. Kraftwerk får musikalsk assistance af Wolfgang Flür (percussion) og Klaus Röder på violin og guitar.

Autobahn titelnummeret blev lanceret som single i en kraftig nedbarberet længde, der i 1975 hittede internationalt og førte til en vis turné aktivitet i USA. Karl Bartos kom med i stedet for Röder og deltog under gruppens koncerter i Storbritannien. Autobahn modtog ved lanceringen blandede anmeldelser, hvor nogle fandt musikken en tand for ensformig, mens andre roste dens hypnotiserende virkning. Gruppens arsenal af udstyr talte blandt andet en Minimoog synthesizer og nyere teknologi i almindelighed.

Hütter har beskrevet Kraftwerks lyd som ‘Industrielle Volksmusik’ og udtalte i et interview følgende om at køre på autobahn: ‘An exciting experience that makes you run through a huge variety of feelings. We tried to convey through music what it felt like.’ Autobahn er ifølge Flür en rejse fra Düsseldorf til Hamborg inspireret af Ruhr områdets industrielle lyde og masseproduktion.

Hütter har yderligere fortalt om Autobahn og de reallyde, man forsøgte at gengive i en musikalsk rammefortælling: ‘Car sounds, horns, basic melodies and tuning motors. Adjusting the suspension and tyre pressure, rolling on the asphalt, that gliding sound - phhhwwtphhhwwt - when the wheels go onto those painted stripes. It's sound poetry, and also very dynamic.’ Schneider tilføjede: Part of our music is derived from the feeling of our language ... our method of speaking is interrupted, hard-edged if you want; a lot of consonants and noises.’

Florian Schneider: We are not singers in the sense of Rod Stewart, we use our voices as another instrument. Language is just another pattern of rhythm, it is one part of our unified sound.’ Hütter om forventningerne til albummets succes og omgangskredsens reaktion på det: ‘We played it to our friends, and a few of them said 'Fahren auf der Autobahn!? You've gone crazy!'. We just put records out and see what happens, otherwise we'd end up over-calculating this or that.’

Hütter beskrev slutskæringen således: ‘Morgenspaziergang was influenced by the group's early morning walk when leaving their studio after late-night sessions, when they observed the silence of their surroundings.’ Retroperspektive bedømmelser af albummet har generelt været mere positive. Simon Witter skrev i 1985 i NME: ‘(It has) enormous historical significance … In the glam era of glitter and guitars, Kraftwerk were four besuited squares playing keyboards.’ Han tilføjede: 'Mentally and sonically decades ahead of their contemporaries.’

Simon Reynolds skrev i Spin Alternative Record Guide (1995): ‘Esoterics will claim they prefer the first three albums: they're excellent, but truthfully Autobahn is when Kraftwerk's muzak-of-the-sphere starts to matter,’ hvilket jeg er ganske enig i. David Bowie tilhørte bandets fanskare og udtalte om Autobahn: ‘The preponderance of electronic instruments convinced me that this was an area that I had to investigate a little further.’

Musikskribenten Simon Frith gav Kraftwerks firer disse rammende ord med på vejen: ‘Autobahn was the bridge between five minutes of unchanging rhythms of AM radio and the 24-hour concerts by avant-garde musicians like Terry Riley.’ Når pop bliver til kunst og vice versa, kunne det være fristende at tilføje. Tidens tand gnaver i sagens natur altid i værker fra en svunden æra, men Autobahn er sluppet nådigt fra denne lakmusprøve med enkelte mindre bidemærker som resultat, da selve skabertrangen og modet til at gå nye soniske veje stadig virker vedkommende og relevante.