Musik & film

Meryl Streep 75 år

Karakterskuespilleren der kan alt

Af Thomas Vilhelm

Meryl Streep. Foto: Jack Mitchell, Wikipedia Media
Foto: Jack Mitchell, Wikipedia Media

Skuespilleren, stemmeskuespilleren, sangeren og aktivisten Meryl Streep, født den 22. juni 1949 i Summit, New Jersey, døbt Mary Louise Streep, anses som en af de allerbedste aktører, der mestrer alt fra kropssprog, mimik, timing, replikker, pauser og betoninger til brug af dialekter, accenter og evnen til at erobre enhver scene med sin blotte tilstedeværelse.

Streep, der er kendt for at researche alt til mindste detalje, er yderst musikalsk i sit spil som en maestro med dirigentstokken i fuld kontrol, en komponist der forstår at bruge dynamiske udsving i toneværket og en instrumentalist, der hensætter publikum i begejstring over sine solistiske færdigheder. De mangfoldige evner og beherskelsen af forskellige genrer har ført til 21 Oscar-nomineringer (tre vundne), 34 Golden Globe-nomineringer (ni trofæer), 15 BAFTA Awards (to sejre) og et hav af øvrige film- og tv-priser, hæderstildelinger og udnævnelser, der skal tælles i hundredevis.

Meryl Streep, der til næste år kan fejre 50-årsjubilæum i rampelyset, når nogle af de største teaterroller tælles med, har tyske og schweiziske aner og opvokset i et kunstnerisk og intellektuelt velstimuleret hjem. Moren fik stor betydning for datterens karriere. Streep har formuleret hendes indvirkning på følgende måde: ‘She was a mentor because she said to me, 'Meryl, you're capable. You're so great.' She was saying, 'You can do whatever you put your mind to. If you're lazy, you're not going to get it done. But if you put your mind to it, you can do anything.' And I believed her.’

Til trods for Meryl som barn og ung virkede introvert og kejtet med briller og kikset hår, viste hun hurtigt talent for at synge og optræde. Streep blev senere high school cheerleader og begyndte for alvor at vise interesse for skuespil i slutningen af 60’erne. Hun lærte sine replikker i et forbavsende højt tempo, tog en bachelor i drama i 1971 og fortsatte med at studere Master of Fine Arts på Yale University.

Studierne blev afsluttet i 1975, hvor Streep, der allerede havde adskillige teaterproduktioner på cv’et, begyndte at rette blikket mod filmbranchen. Hun debuterede som filmskuespiller i 1977 med Julia instrueret af Hollywood veteranen Fred Zinnemann. Streep spillede overfor Jane Fonda i dette 2. verdenskrig drama, der modtog 11 Oscar nomineringer året efter.

Den nye metier fik en skidt start trods filmens succes, da de fleste af Streeps scener blev klippet ud. ‘I had a bad wig and they took the words from the scene I shot with Jane and put them in my mouth in a different scene. I thought, I've made a terrible mistake, no more movies. I hate this business’, fortalte Streep om debuten i et interview fra 2013.

Efter Julia kom der mere skik på tingene, især da Robert De Niro anbefalede Streep til rollen som hans kæreste Linda i The Deer Hunter (1978). Filmen skaffede Streep et støt voksende publikum, og samme år gjorde hun en glimrende figur overfor James Woods i den stærke tv miniserie Holocaust. 1979 blev et stort år for Streep, der stadig var skeptisk overfor filmbranchen og fortsatte i teaterverdenen, men det vedkommende skilsmissedrama Kramer vs. Kramer vendte op og ned på tingene, hvor hun gav Dustin Hoffmann kamp til stregen.

Hoffmann, der i starten var irriteret over Streeps insisterende facon, gav hende følgende ord med på vejen: ‘She's extraordinarily hard-working, to the extent that she's obsessive. I think that she thinks about nothing else, but what she's doing.’ Streep vandt både en Golden Globe Award og Academy Award for Best Supporting Actress, som hun efterlod i omklædningsrummet. Streep spillede en mindre rolle i Woody Allens Manhattan (1979) og hovedrollen i det romantiske drama The French Lieutenant's Woman (1981) med Jeremy Irons i den mandlige.

Portrættet af den polske og overlevende kvinde fra Auschwitz i Sophie's Choice (1982) satte yderligere fart på Streeps filmkarriere. Den velansete kritiker Roger Ebert skrev om hendes indsats: ‘Streep plays the Brooklyn scenes with an enchanting Polish-American accent, and she plays the flashbacks in subtitled German and Polish. There is hardly an emotion that Streep doesn't touch in this movie, and yet we're never aware of her straining. This is one of the most astonishing and yet one of the most unaffected and natural performances I can imagine.’

I 1983 brillierede Streep som aktivisten og whistlebloweren Karen Silkwood i Silkwood, der afslører horrible arbejdsforhold i et atomkraftværk. Hun spiller den verdenskendte danske forfatter Karen Blixen i Out of Africa (1985), der er tæt på at svulme over af patos og følelser i parløbet med Robert Redford som Denys Finch Hatton. Hun bider skeer med Jack Nicholson i Heartburn (1986), der floppede i biograferne.

Jeg er fan af Streeps præstation i den herligt bramfrie komedie Postcards from the Edge instrueret af Mike Nichols, men steg af for en stund med den rædderlige filmatisering af Åndernes hus (Bille August, 1993), end ikke Streep trods alle fortræffeligheder var i stand til at frelse fra den kunstneriske druknedød. Heldigvis rettede kærlighedsdramaet The Bridges of Madison County (1995) instrueret af og med Clint Eastwood i en af hovedrollerne op på miseren, hvor Streep leverer en pragtindsats i filmen, der nok er det tætteste, Eastwood kommer på et Bergman-lignende kammerspil i det intime og inderlige stilleje.

Det nye årtusind blev for Streeps vedkommende indledt med en såkaldt voice cameo i Steven Spielbergs science fiction film A.I. Artificial Intelligence (2001). Formen holdes ved lige i Spike Jonzes dybt originale komedie Adaptation (2002) og sammen med Nicole Kidman og Julianne Moore i Stephen Daldrys helstøbte The Hours (2002). Alt kører i højeste gear for Meryl Streep i Robert Altmans charmerende og nostalgiske musical-komedie A Prairie Home Companion (2006) og som den snobbede, intimiderende og dominerende modedronning Miranda Priestly i den giftigt morsomme The Devil Wears Prada (2006), der ene og alene skal ses for Streep, der stjæler samtlige scener, hun entreer.

Den står på vokalarbejde og Abba i Mamma Mia! musicalen (2008) og voice over i Wes Andersons finurlige animationsfilm Fantastic Mr. Fox (2009). Streep er isnende effektiv som den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher i The Iron Lady (2011) og seks år senere som Katharine Graham, redaktør for Washington Post, i Spielbergs The Post, der handler om avisens udgivelse af Pentagon papirerne, der vakte politisk opstandelse i 1971, mens USA sad i problemer til halsen under Vietnam krigen. Filmanmelderen Manohla Dargis skrev ganske rammende i sin vurdering: ‘Streep creates an acutely moving portrait of a woman who in liberating herself helps instigate a revolution.’

Hun er Aunt March i Greta Gerwigs seværdige coming-of-age fortælling Little Women (2019) og spiller mere end lige op med Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence i den beske og politiske satire Don't Look Up (2021) instrueret af Adam McKay for Netflix. På tv-fronten er Streep værd at dyrke i serien Angels in America (2003) sammen med Al Pacino og Emma Thompson, der kredser om dystre emner som AIDS epidemi, sygdom og død. Streep er desuden eminent i anden sæson af HBO serien Big Little Lies (2019), der varmt anbefales.

Hendes flair for sang kommer til udtryk på 1985 albummet The Velveteen Rabbit, hvor hun akkompagneres af pianisten George Winston. Derudover demonstrerer hun sit vokale talent på Mary Poppins Returns (2018) og The Prom (2020). Streep opnåede betydelig kommerciel gennemslagskraft som Abba fortolker på lydsporene til Mamma Mia og Mamma Mia! Here We Go Again (2018), hvor en del øvrige skuespillere ligeledes får rørt stemmebåndene.

Politisk befinder Streep sig til venstre for midten som liberal demokrat, der offentligt støttede Hillary Clintons præsidentkampagne i 2016 og ad flere omgange har været i heftig verbal clinch med tidligere præsident Trump, som vandt over Clinton det år. Streep og Trump hader hinanden af et ondt hjerte, og de indbyrdes sammenstød er jævnligt blevet ventileret i de amerikanske medier.

Mangt og meget er skrevet og sagt om Meryl Streep. Branchebladet Vanity Fair har anført: ‘it's hard to imagine that there was a time before Meryl Streep was the greatest-living actress.’ I indstillingen til den ærespris, som præsident Barack Obama overrakte hende i 2014, står der at læse: ‘Meryl Streep is one of the most widely known and acclaimed actors in history. Ms. Streep has captured our imaginations with her unparalleled ability to portray a wide range of roles and attract an audience that has only grown over time, portraying characters who embody the full range of the human experience.’

Fødselsdagsportrættet i anledning af de 75 kan passende rundes af med Meryl Streeps egne ord, som stammer fra et interview i 2013: ‘Women are better at acting than men. Why? Because we have to be. If successfully convincing somebody bigger than you of something he doesn't know is a survival skill, this is how women have survived through the millennia. Pretending is not just play. Pretending is imagined possibility. Pretending or acting is a very valuable life skill, and we all do it. All the time.’