Samvittighedens stemme med sjæl og kraft

Den tidligere Genesis forsanger, showman og fløjtenist, Peter Gabriel, født den 13. februar 1950 i Chobham, England, runder det trekvarte århundrede, men det svækker ingenlunde hans relevans som sanger, sangskriver, aktivist og innovativ artist med et omfattende humanitært virke bag sig, selv om der er gået mere end 20 år, siden verden sidst har hørt nyt studiemateriale fra den britiske musiker, der i de seneste 45 år har placeret sig som samvittighedens stemme med betydelig gennemslagskraft inden- og udenfor den internationale musikbranche.

Efter at have spillet i bands med Tony Banks, Anthony Phillips og Mike Rutherford siden midten af 60'erne, fulgte han med de nævnte over i Genesis i 1968, der året efter debuterede med From Genesis to Revelation. Frem mod sin afgang fra bandet i 1975 har Gabriel sat sit umiskendelige præg på progrock klassikerne Trespass (1970), Nursery Cryme (1971), Foxtrot (1972), Selling England by the Pound (1973) og ikke mindst det stort anlagte konceptalbum The Lamb Lies Down on Broadway (1974).

Siden solokarrierens start i 1977 har Gabriel efterladt sig et utal af markante spor inden for musik, visuel produktion og velgørende arbejde. Dertil kommer hans vitale betydning for verdensmusikkens udbredelse og fokus på de mange, der har måttet lade livet eller været udsat for tortur og menneskerettighedskrænkelser.

Gennem årene er Gabriel blevet tildelt et hav af Grammys, musikpriser og hædersbevisninger for sin produktion af sange, videoer samt for sit virke i en bedre sags tjeneste. Han har samarbejdet med en bredtfavnende liste af kunstnere fra Europa, USA, Sydamerika, Afrika og Mellemøsten. Her kan nævnes Kate Bush, Phil Collins, Trent Reznor, Laurie Anderson, Sinead O’Connor, Papa Wemba, Nusrat Fateh Ali Khan, Youssou N’Dour og Milton Nascimento.

Peter Gabriel fik et stort internationalt gennembrud med So (1986) spækket med helstøbte hits, suveræne skud og publikum koncert favoritter som Sledgehammer, Red Rain, Don't Give Up, In Your Eyes, Mercy Street og Big Time, men nåede inden da at profilere sig med fire albums alle blot bærende hans navn mellem 1977-82. På dem findes der en perlerække af stærke sange: Solsbury Hills, Games Without Frontier, Biko, ‘Shock The Monkey, I Have The Touch, The Rhythm of The Heat og Here Comes The Flood alle præget af hans intenst glødende vokal.

En del af titlerne findes på det aldeles glimrende Plays Live (1983). Peter Gabriels dobbeltsæt nævnes ikke så ofte, når talen falder på store koncertalbums gennem tiden. Det burde Plays Live, for lyden er nær perfekt, bandet tæller flere veteraner i Gabriel sammenhæng som eks. Tony Levin (bas), David Rhodes (guitar) og den kreative trommeslager Jerry Marotta, plus at hovedpersonen synger med enorm power og indlevelse.

Plays Live er en inciterende rejse gennem højdepunkter fra de tidlige solo år med nyskabende lydlandskaber, der tager afstikkere til det elektroniske, rå rock og en genrehybrid, der siden er blevet betegnet som World Music. Peter Gabriels udgav året før sit fjerde soloalbum, der er et af 80'ernes væsentligste hovedværker.

Fra de rullende stammetrommer i The Rhythm of The Heat over den gåsehudsfremkaldende ballade San Jacinto til hittet Shock The Monkey og intensiteten i Lay Your Hands On Me sluttende med den funky Kiss Of Life præsenteres lytteren for den ene mesterlige sang efter den anden.

Lyden er atter et kapitel for sig med trommer og percussion fremme i højttalerpappet. Politisk har Gabriel altid været ganske åbenmundet og tillige befattet sig med personligt relaterede emner som isolation, ensomhed, fremmedgørelse og angst.

Musikken er kendetegnet ved et åbent og nysgerrigt afsøgende udtryk, hvor der inddrages genremæssige inputs med geografisk udgangspunkt i navnlig Afrika og Mellemøsten. Trommer, programmerede loops og alskens slagtøj har fyldt tiltagende i lydbilledet. Rytme, sjæl og spirituel forløsning synes at være kodeordene, hvilket ligeledes gælder indsatsen som filmkomponist i Birdy (Alan Parker, 1984), The Last Temptation of Christ (Martin Scorsese, 1988) og Rabbit Proof Fence (Philip Noyce, 2002).

Gabriels samlede virke er imponerende, der har bragt ham vidt omkring, hvilket Amnesty International, Nelson Mandela, WOMAD (World of Music, Arts and Dance), anti-apartheidbevægelsen, børn med Aids og andre har nydt godt af. Peter Gabriel er i besiddelse af en veludviklet sans for iscenesættelse og teatralsk liveoptræden båret frem af en gevaldig fysisk kraft, der hos Genesis og de følgende år blev tilsat masker, kostumer, publikum stagediving og koreografisk elegant timing.

Ovenpå succesen med So skulle der gå seks år før udsendelsen af Us (1992), Gabriels eneste studiealbum fra det årti. Us er særdeles stærkt kørende med Digging in the Dirt, Steam, Blood of Eden, Kiss That Frog og Come Talk to Me, der alle blev lanceret som singler. Ventetiden til Up (2002) viste sig at blive endnu længere, hvorfra Growing Up, The Barry Williams Show og den eksperimenterende Signal to Noise er værd at fremhæve.

På Scratch My Back (2010) og New Blood (2011) fortolker Peter Gabriel andre kunstnere og iklæder sine signatursange nye soniske gevandter. Førstnævnte album bider skeer med et broget repertoire, der stammer fra navne som David Bowie (Heroes), Paul Simon (The Boy in the Bubble), Talking Heads (Listening Wind), Lou Reed (The Power of the Heart), Neil Young (Philadelphia) og Radiohead (Street Spirit (Fade Out)), hvilket han egentlig slipper ret godt fra med en vis nerve og flair for fortolkningens svære kunst.

På New Blood går Gabriel ombord i sit eget katalog, hvorfra der er valgt 14 kendte og mindre kendte numre, hvor han ledsages af New Blood Orchestra, der giver materialet et friskt pust tilføjet en god portion perkussiv punch. Et spændende projekt, der er værd at dykke ned i og give en chance. Desuden er det tiltrængt at få genopfrisket mere sjældne perler som Intruder, Wallflower (fra det tredje og fjerde album), The Nest That Sailed the Sky (fra Gabriels multimedie projekt OVO) og den ikke tidligere udgivne A Quiet Moment

Med I/O, der kom i sin helhed den 1. december 2023, efter albummets samtlige 12 sange havde været ude som singleforløbere fra starten af januar til slutningen af november det år, blev tørkeperioden med et nyt studiealbum siden Up i 2002 endelig brudt. Faktisk har skabelsesprocessen bag I/O stået på endnu længere med sessions on and off fra april 1995 til december 2022. Det indlysende spørgsmål, der trængte sig på for fans og kritikere, lød i sin enkelthed; har det været ventetiden værd efter adskillige forsinkelser og forskudte deadlines?

Spørges denne signatur, er svaret et klart ja. I/O med dets dusin sange og en samlet spilletid på 68 minutter for henholdsvis Bright-Side Mix og Dark-Side Mix, der giver en samlet længde på to timer og et kvarter for dobbelt cd versionen, indeholder noget af det bedste, Gabriel har præsteret som albumproducerende kunstner, hvilket i hans tilfælde siger ikke så lidt. Der er levnet plads til de ambitiøst anlagte ballader, det eksperimenterende og de iørefaldende popsange med et kraftigt islæt af soul, funk og gospel. Gabriels røst har fået mere patina, men bevaret sin varme, karakteristiske og fyldige klang. Desuden demonstrerer han sædvanen tro sine habile evner som keyboardspiller.

Opbuddet af medvirkende er enormt, hvor grundstammen udgøres af gamle kendinge i Gabriel regi; David Rhodes (guitar), Tony Levin (bas) og Manu Katché (trommer). Brian Eno er inde over en god portion af udgivelsen med sit arsenal af synths og lydmanipulationer. Hertil føjes strygere, blæsere og orkester instrumenter en masse samt The Soweto Gospel Choir. Peter Gabriels sangskrivning, lyriske kompleksitet, billedskabende æstetik og insisteren på almenmenneskelighed i det offentlige rum er nærmest mere vedkommende end nogensinde før i en verden martret af konflikt, kaos og konfrontation.