Sangskriveren, satirikeren og samfundsrevseren fra Kinks

Raymond Douglas Davies, der også kan kalde sig Sir, født den 21. juni 1944 i London, er blevet betegnet som ‘Godfather of Britpop’, en titel han forkastede med ordene ‘I’m not the godfather of Britpop … more a concerned uncle.’ Det er karakteristisk for hans måde at opfatte og se verden på i sangene, der kærligt, kritisk og satirisk tager udgangspunkt i engelsk levemåde, kultur og klasseopdeling.

Derudover må især musikbranchen stå for skud, når Davies er i sit mest revsende og krakilske hjørne. Mange af sangene har opnået status af stedsegrønne rockklassikere begået som vokalist og rytmeguitarist i The Kinks. Det er blevet til en række fine soloalbums efter opløsningen af gruppen i midten af 90’erne og til flere musical samt involvering i teater- og tv-spil som skuespiller, instruktør og producer. Ray Davies er opvokset i en arbejderklassefamilie som nummer syv ud af en børneflok på otte med seks storesøskende og en lillebror, Dave, som han grundlagde Kinks sammen med.

Dave Davies spillede leadguitar og gjorde sig lejlighedsvis som sanger og sangsmed, mens han lå i konstant konkurrence med storebroderen om førertrøjen i orkesteret. Samarbejdet og rivaliseringen kom til at præge det meste af The Kinks’ mere end 30-årige levetid siden etableringen i 1963. Faren var fabriksarbejder, der ofte frekventerede pubmiljøet og blev betragtet som damernes ven. Brødrene Davies havde således rigeligt med inspiration til sangene fra ‘the real life’. Ray Davies fulgte undervisningen i William Grimshaw Secondary Modern School i bydelen Muswell Hill sammen med den jævnaldrende Rod Stewart.

Ray Davies begyndte at spille guitar fra teenagealderen og studerede kunst på Hornsey College of Art i 1962-63, hvorefter musikken endte som hans livslange profession. The Kinks, der i en kortere periode hed The Ramrods, fik pladekontrakt i 1964, hvor de brød gennem lydmuren med det sønderrivende riff på deres tredje single You Really Got Me. Ray Davies satte sig hurtigt i chefstolen og på sangskriver delen fulgt op af All Day and All of the Night i den hårde rock stil, der lød som beskidt punkrock 10-15 år før, genren slog igennem.

Perioden bød også på blødere Ray Davies numre som of Tired of Waiting for You, Nothin' in the World Can Stop Me Worryin' 'Bout That Girl, Set Me Free og I Go to Sleep. Han røg ind i en imponerende stribe i 1965 ført an af A Well Respected Man og Where Have All the Good Times Gone, hvor arbejderklassens daglige slid ses efter i sømmene i et mere sociologisk perspektiv. Face to Face (1966), det første album med udelukkende eget materiale, tæller stærke skud som Sunny Afternoon, Dandy og Session Man.

Dead End Street og Big Black Smoke berører emner som fattigdom og miljøproblemer, mens Dedicated Follower of Fashion (1966) og David Watts (1967) ironiserer over modebranchen og hangen til at snobbe opad. Village Green (1966), Afternoon Tea og Autumn Almanac (1967) emmer af engelsk tedrikning og bittersød nostalgi. Rent musikalsk lod Kinks sig desuden inspirere af landets vaudeville- og dancehall-tradition tilsat traditionel jazz og hornorkester.

En anelse bossa nova (No Return, 1967) og calypso vinder indpas på I'm on an Island (1965), Monica (1968) den forrygende morsomme Apeman (1970) og Supersonic Rocket Ship (1972). Også på albumfronten kørte det for Kinks og Ray Davies med konceptprægede kabinetstykker som Something Else by the Kinks (1967), The Kinks Are the Village Green Preservation Society (1968), Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire) (1969), Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One (1970), Muswell Hillbillies (1971) og Preservation Act 1 (1973) med Act 2 året efter.

På dem vrimler det med suveræn sangskrivningskunst tilsat tekster, der ud over de allerede nævnte emner kommer ind på det offentlige skolesystem (The Kinks Present Schoolboys in Disgrace, 1975), Englands fortid som kolonimagt og mindre flatterende facetter af samfundslivet i øvrigt herunder alkoholisme, depression og romantisering af livet i slumkvartererne.

Efter flere sløje sæsoner vendte Kinks retur med det vitale og tungt rockende Give the People What They Want i 1981. State of Confusion (1983) talte den svært iørefaldende Come Dancing, der endte som et af bandets største hits i USA, hvor Davies og følge havde kæmpet hårdt for at slå igennem og nægtet retten til at optræde fra 1965-69, efter de blev boykottet af fagforeningen American Federation of Musicians.

Grundene hertil er noget uklare, men amerikanerne har efter sigende opfattet bandets image som udslag af hooliganisme, druk og uhæmmet optræden i almindelighed. Og dømt på baggrund af Kinks’ første leveår og tumult under koncerterne har det nok været lidt om snakken. Bandet takkede af i 1993 som albumproducerende enhed med Phobia, der fik blandede anmeldelser og generelt fløj noget under radaren.

Solokarrieren blev indledt med Return to Waterloo (1985), der tæller sange, som i nær identisk form er inkluderet på Kinks albummet Word of Mouth (1984). Dernæst fulgte The Storyteller (1998), der er en blanding af spoken word, nye og gamle numre fra Kinks tiden. Ray Davies har senest ladet høre fra sig med de habile roots-rock udspil Americana (2017) og den tilhørende Our Country: Americana Act II (2018), hvor han ledsages af det særdeles velspillende amerikanske country-rock band The Jayhawks.

I 1994 udkom Ray Davies bud på en anderledes og formmæssigt eksperimenterende selvbiograf med den kryptiske titel X-Ray: The Unauthorized Autobiography, og tre år efter forsøgte Davies at vinde yderligere litterært fodfæste med novellesamlingen Waterloo Sunset opkaldt efter en af hans mest elskede sange, der findes på Something Else by the Kinks. Tæt på julen 2009 udsendte han velgørenhedssinglen Postcard From London sammen med sin eks-kæreste og grundlæggeren af The Pretenders, Chrissie Hynde.

Eks. Kinks frontmanden oplevede sit livs mest dramatiske øjeblik januar 2004, da han jagtede et par tyve i New Orleans’ French Quarter, der havde frarøvet hans daværende kones taske og pung på åben gade i fuldt dagslys. Den ene af de flygtende mænd skød Ray Davies i benet og blev senere anholdt, uden myndighederne rejste tiltale mod ham, da Davies var taget tilbage til London og ikke dukkede op til den berammede retssag.

Forholdet til lillebror Dave har i en længere årrække været anspændt, men alderen har åbenbart gjort de to stædige kamphaner mildere stemt, og de optrådte sammen for første gang i knap 20 år under en koncert på spillestedet London's Islington Assembly Hall i december 2015, hvor de som ekstranummer spillede det hit, der satte hele eventyret i bevægelse, You Really Got Me.

Det er svært ikke at fatte blot en smule sympati for en personlighed som Ray Davies, der med Waterloo Sunset har skrevet en af de mest charmerende ørehængere i britisk rock og fået en stor del af verden til at skråle med på refrænet til Lola, der handler om en transvestit, der bevæger sig som en kvinde, men taler som en mand.